Noget om de voksne

Da Chernobyl nedsmeltede tilbage i midtfirserne, ville jeg ønske at nogen havde taget sig tiden til at fortælle mig hvad fanden det handlede om, for jeg hørte kun brudstykker i radioen og læste avis overskrifterne -og jeg sov ikke ret godt i meget lang tid.

Jeg kunne godt have brugt en voksen der forklarede mig hvad det var. Vi havde ikke behøvet tage derover og se det selv, men en forklaring, så jeg havde vidst hvad der var i udsigt, havde været rart.

Istedet frygtede jeg for den der atomsky og -regn, som var på vej mod Europa og som vi hele tiden hørte om.
Mest i radioen, som altid kørte i baggrunden, ligesom inde hos min mormor og morfar. Vi talte nemlig ikke rigtig om det.

Dengang i midtfirserne talte vi i det hele taget ikke så meget om hvad der rørte sig ude i verden. Måske fordi verden var væsentlig mindre dengang, end nu. Dengang bestod verden nærmest kun af Græsted -med enklaver på strategisk placerede steder i København, hvor man kunne besøge sine bedsteforældre, og tage i Rundetårn. Eller sommerhuset i Odsherred, hvor lange sommerferier blev tilbragt med at fodre myrerne i tuerne med snegle, fiske hundestejle unger med net, bygge sandslotte, klatre i træer og spise kirsebær. Varme, støvede, gyldne minder.
Til hverdag var verden ikke meget større end Græsted-Gilleleje kommune og Frederiksborg Amts Avis.

Den eneste gang jeg kan huske at politik var et samtale emne, var da Lille Lars fra Græsted kom i Folketinget, og det var ikke en gang i midtfirserne. Sikken lettelse, sagde min far, så slipper vi for ham her i kommunen.
Jeg mente nu nok at vide at det var værre at have ham siddende i tinget, hvor han trods alt kunne gøre skade i væsentlig større målestok.

 

Jeg fik ret. Sådan er det tit med børn.

Reklamer

Om at grine på jysk

Min mormor bandede og havde gebis og min morfar var togmand og gav mig min første lommekniv da jeg var 8. En schweizerkniv med 8 funktioner! Det var den bedste julegave nogensinde, tror jeg. Også selvom jeg mange gange siden har fortrudt, at jeg ikke tog mod hans tilbud om at komme med ud og køre tog den aften, da han skulle på arbejde efter julemiddagen. Jeg ville vel hellere danse om juletræ og have gaver og han var også sådan lidt sær og sønderjysk og brummede mere end han talte. Da jeg var 8 kendte jeg ikke John Wayne, men havde jeg kendt ham, havde jeg helt sikkert sammenlignet dem, min morfar og John.

Jeg tror nok min morfar grinede mere end John Wayne. På den der måde hvor der ikke er så meget lyd, men hvor man kan se tænderne og ikke kan se øjnene så meget, og hvor maven hopper op og ned. Han havde en ret stor mave dengang, min morfar. Indtil først min mormor døde, og så min moster. Så blev han ligesom helt lille og runken og fik skæg og grinede vist ikke meget mere end John Wayne.

Jeg kan huske da han døde. Min moster var død nogen tid før, uden at jeg fik sagt farvel til hende, og efter det skrumpede han endnu mere ind, indtil han til sidst nærmest gik i et med hospitalets lagner. Jeg fik holdt ham i hånden og kigget ham i øjnene og sagt tak for lommekniven og grinene og fordi han altid havde været der og aldrig havde skældt os ud. Jeg sagde det meste af det inde i hovedet. Også farvel.

Af og til tænker jeg at det ville det være meget rart at køre tog med John Wayne. Eller min morfar. Bare holde kæft og køre derudaf med jernhesten, du ved, passe gesjæften uden de store dikkedarer og armbevægelser. Lissom dengang en mand var en mand og en bøsse var noget man skød. Med.

Da han kom hjem igen senere på aftenen, styrtløb jeg ud i entreen og kastede mig i favnen på ham og sagde “taktaktaktaktaktaktakdetvarverdensbedstejulegavetaktaktaktaktak”.
Min morfar grinede på sin skæve morfaragtige måde og brummede et eller andet sønderjysk og var meget tilfreds med sig selv, tror jeg.

Det talte vi jo ikke ligefrem om. Heller ikke den dag på hospitalet.

Når jeg af og til bevæger mig op forbi hans gravsted, som han deler med min mormor og min moster, så snakker vi om det. Stadig mest inde i mit hovede, men vi snakker.
Og jeg kan se ham grine imens.