Fredag morgen

Følgende er en skønsom blanding af virkelige og opdigtede hændelser og tænkt som et forsøg på at skrive en sammenhængende historie, som ikke tager direkte afsæt i afdøde familiemedlemmer. Enhver lighed med nulevende personer og steder er mere eller mindre tilfældig. Skulle du genkende dig selv i noget af historien, er det nok bare dig. 

Du sad på cyklen, på vej til arbejde. Regnen piskede dig i ansigtet og gjorde det umuligt at se noget ud af brillerne, men det var trods alt sikrere at have dem på, end at tage dem af.

Uden briller stoppede verden ca. halvanden meter længere fremme -ikke optimalt, når man som du, helst ville ligge forrest på cykelstien, og derfor som oftest kørte stærkt. Begrænset udsyn er en luder under de omstændigheder, og du hadede det faktum at du ikke kunne få kontaktlinser. Dine øjne tørrede ud af lortet.

In this day and age, hvor man kan sende folk til månen og opfinde en kuglepen der kan skrive under vand, kan man ikke engang finde ud af at lave kontaktlinser til folk med tørre øjne? Vorherre bevares.

Dine jeans var gennemblødte. Dine gummisko havde for længst opgivet kampen og sugede nu ivrigt alt det vand de kunne komme til. Godt der lå tørt tøj i skabet ude på arbejdet, men det ville have været rart, hvis der også var mulighed for at tage et varmt bad. Du havde svært ved at holde varmen og når du først blev våd og kold, var du næsten umulig at varme op igen. Det lå til familien, din mor og mormor havde det på samme måde. Sauna. Min næste lejlighed skal have en sauna, tænkte du, og varmede dig lidt ved tanken.

En gang havde du været hos lægen for at få det tjekket. Om det var blodomløbet eller stofskiftet eller noget man kunne gøre noget ved. Man læser jo så meget, men lægen vidste ikke hvad det var, sagde bare at du skulle tage en ekstra trøje på, det er jo også koldt for tiden. Du blev ikke en skid klogere. Til gengæld frøs du stadig. Helt ind i knoglerne. Fuck januar og kolde knogler!

Det, og vand i benene, var åbenbart ikke sådan lige at komme af med i en alder af nogen og tredive. Din røv nærmede sig godt nok det den var, da du var 17, men det var også det eneste der sådan rigtig kørte for dig lige for tiden.

Ellers gik i det faktisk ikke skide godt.

Det var ikke andet end et par måneder siden, at han skred. Efter en middag hjemme hos dine forældre, da I sad i bilen efter at have sagt farvel til dem, sagde han det. At han ikke kunne mere. Ikke magtede kulden, tavsheden, løgnene længere. Han havde fundet en anden, vist nok instruktøren på yoga holdet på arbejdet, du hørte ikke rigtig efter, det var som om dine ører var blevet lammede af chokket og ikke rigtig opfangede hvad han egentlig sagde.

Bagefter kørte han dig hjem til lejligheden. I tavshed. Pakkede en taske, satte sig ned i bilen og kørte igen. Hvorhen vidste du ikke, men du havde ikke set ham siden. Han måtte *virkelig* have trængt til at komme væk, når det skulle gå så stærkt at han ikke engang pakkede sine ting ned.

Det endte du med at gøre. Det kostede en del overvindelse at gå i gang med, men Mathilde havde jo ret, det *skulle* gøres, han *skulle* væk, ud af lejligheden, ud af dit hoved, ude af øje, men så langt fra ude af sind, som han kunne være. Skulle.

Så du pakkede. Og pakkede. Og græd. Og pakkede lidt mere.

Indtil det hele var væk, ethvert spor af ham forsvundet, kun mindet tilbage og den hårde klump i maven, den der smagte bittert af savn -og svigt!

Bitterhed. Du smagte på den en ekstra gang, mens regnen stadig piskede ind i ansigtet på dig, skyllede tårerne væk. Du havde haft den bitre smag i munden længe nu. Havde vel næsten vænnet dig til den, selvom du godt vidste at der var en anden vej. Lige nu havde du bare brug for at holde fast i smerten. Den og Mathilde var efterhånden de eneste faste holdepunkter i din tilværelse, fanden tage dig om du ville opgive den lige nu.

Du kiggede ned på dine sko. Fuck, hvor var de våde. Skifter det åndssvage signal ikke snart, så jeg kan komme videre? Du gjorde klar til at køre, der var kun et par kilometer tilbage nu, 5-10 minutter, hvis lyskrydsene var med dig resten af vejen, 5-10 minutter til du kunne vride vandet af dig ude på firmaets unisex toilet. Unisex. Hvad var der egentlig i vejen med kønsopdelte toiletter? Hold kæft, det ville være rart, hvis man kunne skifte tøj uden at bekymre sig om hvorvidt det var Henriette eller John der kom ind ad døren som den næste. Og et bad. Hvorfor havde de ikke et bad, det ville gøre alting meget lettere.

Du kom til at tænke på aftenens arrangement. Mathilde havde inviteret dig med til noget veninde komsammen i den anden ende af byen, noget med drinks og kjoler og lækre fyre der var hyret til at opvarte jer. Det lå lidt i luften at det ikke kun handlede om at mixe drinks og servere snacks, men at man også kunne blive serviceret på andre måder. Frække måder. Du gøs, i en blanding af forventningens glæde og det kolde ubehag der gerne følger med, når regnvandet finder ind under jakker og trøjer og løber ned ad nakken.

Det var vist nok en kæmpe herskabslejlighed hun havde, veninden. Eller et hus fra forrige århundrede, skænket af hendes rige farmor. Noget med en arv, ihvertfald. Hvem fanden havde også ellers råd til at bo på 400 kvadratmeter i den dyre ende af Frederiksberg? Du havde iøvrigt nok at gøre med at holde de 60 kvadratmeter du var flyttet til, efter at han skred. Det var som om motivationen til at gøre noget som helst, var forsvundet sammen med ham. Stå op, tage et bad, tøj på, op på cyklen, passe jobbet, se Mathilde. Meget mere orkede du egentlig ikke. Ville helst hjem og ligge i fosterstilling på sofaen.

Men nu var det nok, havde hun sagt, Mathilde. Nu måtte du også se at komme ud af osteklokken, ud af den dyne af selvmedlidenhed du pakkede dig ind i så snart du fik fri, ud og drikke sjove drinks og flirte lidt med til lejligheden indkøbte frække fyre. Ja okay, havde du modvilligt svaret, da hun spurgte dig i sidste uge, vel vidende at du nok næppe ville have hverken lyst eller overskud når dagen kom. Du overvejede sågar at fake et migræne anfald, men eftersom det ikke var noget du ellers døjede med, var det måske nok lige lovlig langt ude.

Skifter det lys aldrig? Shit, mand, jeg kan snart ikke blive mere våd!

Du tog brillerne af og strøg vandet af ansigtet, forsøgte også at tørre brillerne, men uden held. Argh, nu var der grønt, de andre cyklister kørte, på med brillerne igen, pis osse, de var glatte af regnen, dine hænder var rynkede og våde og nu tabte du dem fandme også -og nu skiftede det til rødt igen. Åndssvage lortedag!

Du stod af cyklen og fik fisket brillerne op af den enorme vandpyt der efterhånden havde samlet sig lige der på hjørnet. Gid du havde taget bussen!

Fortsættes…

Reklamer

Fredag eftermiddag

Følgende er en skønsom blanding af virkelige og opdigtede hændelser og tænkt som et forsøg på at skrive en sammenhængende historie, som ikke tager direkte afsæt i afdøde familiemedlemmer. Enhver lighed med nulevende personer og steder er mere eller mindre tilfældig. Skulle du genkende dig selv i noget af historien, er det nok bare dig. 

Det var fredag eftermiddag, sidst i januar, og han var på vej over til Henrik. De sås ikke så tit, til trods for at de boede mindre end en kilometer fra hinanden, men i aften havde de aftalt at hænge ud. Høre musik, tømme barskabet, se hvad der skete.

De var begge i starten af trediverne; Henrik var uddannet fra RUC og havde et velbetalt job i den offentlige sektor, han selv var uuddannet men med en lærerplads på hånden med start om et par måneder, kunne han snart kalde sig voksenlærling. De jokede ofte med at han var en af proletariatets stolte sønner, på trods af at de begge udsprang af nogenlunde sammenlignelige kår -han havde dog valgt en anden vej end universitet, da der i sin tid skulle vælges, en vej han nu var blevet træt af, hvorfor han havde valgt at skifte spor.

I dag handlede det imidlertid ikke om hverken job eller uddannelse, det handlede om at drikke øl og hygge sig! Det var efterhånden sjældent at han gjorde det -gik ud og drak. Det gamle slæng havde trukket sig lidt, dengang han fik en depression. Lige når man har allermest brug for folk, finder man ud af hvem der egentlig kan bruges til noget. Sådan tænkte han stadig af og til.

Godt Louise havde været der, hende kunne han sgu altid regne med. De havde været bedste venner siden for evigt, føltes det som. I virkeligheden var det nok bare en 10–12 års tid, men det var også tæt nok på evigheden til at komme ud på et, mente han.
De havde været tæt på at blive kærester på et tidspunkt, havde ihvertfald kysset og kælet lidt, men var hurtigt blevet enige om at venskabet var for dyrebart, så de droppede det igen. Nu mødtes de hver eller hveranden uge, eller ihvertfald en gang om måneden, og ringede tit sammen for lige at høre hvordan livet stod til i den anden ende af byen.

Familien så han ikke så meget til. Forældrene boede stadig i hans fødeby ovre vestpå, og havde ikke videre travlt med at komme væk derfra. Søskende var der heller ingen af længere. Hans storesøster havde hængt sig selv forrige år til jul, lige som mormoren. Sortsindet havde de ikke fra fremmede. Lillebroderen var blevet dræbt af en vejsidebombe da han var udstationeret for FN. Det havde taget hårdt på både hans far og mor, selvom de havde været så stolte, da han stod der med den blå baret og uniformen, klar til at tage afsted. Første gang.
Anden gang var de knap så begejstrede, men da var kampene i området også taget til.

Der blev aldrig en tredje gang. Kun en kiste og et dannebrogsflag og kanoner der skød salut for de faldne. Hans mors gråd, og farens sammenbidte, konstant kværnende kæber, som om den gamle var på coke, havde han tænkt -hvilket han aldrig havde så meget som overvejet, men hver sin last, som man siger. Han selv havde haft stor glæde af det i en periode.
Søsteren blev væk fra bisættelsen. Lige indtil jul, hvor hun valgte at blive væk fra det hele. Så at sige.

Han skubbede tanken fra sig. Nuet. Det var nuet der var vigtigt. Fokusér på det der ligger foran dig, det der er passeret står alligevel ikke til at ændre. Sådan havde psykologen sagt til ham. Mange gange. Nu troede han efterhånden selv på det -når han huskede det. Det gjorde han nu.

Så han skuede fremad. Øl og hygge med Henrik i dag. I morgen: formodentlig tømmermænd og håndværker visit fra den gamle, der havde lovet at komme ind og skrue den bænk sammen han havde fået af dem i julegave, men været for sløv til selv at samle. Den gamle lavede alting selv, det havde han altid gjort. Lige fra de var helt små, havde han og broderen set ham skille deres cykler ad når de var i stykker, og samle dem igen med nye dele. Eller grave køkkenhaven og bygge en kompost, et udhus, en carport eller hvad der nu ellers lige skulle ordnes. Den gamle ordnede det.

Han selv havde mest bare kigget på. Lillebroderen var mere interesseret, så det var oftest ham der blev inddraget i projekterne. Selv var han aldrig blevet særlig dygtig til at ordne ting med hænderne. Indtil nu. Nu skulle han i lære, og lære at bruge sine hænder ordentligt. Godt nok ville han være midt i trediverne før han var færdig, men bedre sent end aldrig, det sagde den gamle også altid. Når han ikke lige beklagede sig over at han ingen børnebørn havde. Til det lød svaret som oftest lakonisk tilbage “Bedre sent end aldrig!”

Han gruede sgu lidt for morgendagens byggeprojekt. Kl. 10 ville den gamle have været der. Det var lykkedes at ændre aftalen til kl. 11. Godt nok havde han og Henrik ikke planlagt noget vildt -ingen af dem var til diskoteksmusik eller -belysning, men man kunne jo aldrig vide hvad aftenen ville bringe, og boremaskine og tømmermænd harmonerer bare utrolig dårligt, men nu var aftalen jo lavet.

Hul i det, tænkte han, det går sgu nok. Han ringede på. Henrik buzzede ham ind via dørtelefonen, uden at løfte røret for at høre hvem det var. Han havde en sixpack Classic i den ene hånd og 20 røde cecil i jakkelommen -hos Henrik røg man stadig indenfor.
Det var der ellers ikke mange der gjorde længere.
Hans kæreste var ligeglad, så længe det foregik i køkkenet -og køkkenet var væsentlig bedre end at skulle ned i gården eller på gaden hvert 20. minut.

Han røg egentlig ikke længere. Ikke fast ihvertfald. Altså hvis nogen spurgte. I virkeligheden røg han hver dag. Det første han gjorde, når han kom hjem fra arbejde, var at sætte sig på altanen med en smøg og en kop kaffe, og det sidste han gjorde inden han gik i seng, var at ryge igen. Han røg ikke på arbejdet. Opretholdt illusionen over for alle andre, om at han var fest-ryger, men fortalte ikke at hver dag var en fest. Ihvertfald hvad smøgerne angik.

Hans forældre havde gjort det samme. Røget i smug.
Ikke for ham, nejnej, han var på daværende tidspunkt den eneste der røg åbenlyst. Nej, de røg i smug for hinanden. Det er fandme dumt, tænkte han dengang. Hold kæft, hvor er det dumt, mand!
Nu gjorde han det selv. Arv og miljø.

I aften var der dog ingen grund til at ryge i dølgsmål, i aften var der ingen grund til at skjule noget som helst, i aften skulle den have en gevaldig en over nakken, livet skulle mærke at det blev levet sku’ det! Han tog trappen i spring, 2 trin ad gangen, til han stod, storsmilende, foran Henriks hoveddør. Krammer og dunken i ryggen og “godt at se dig” og “i lige måde, kom indenfor, næh, er det til mig, jeg sætter dem lige i vand!” -det sidste var møntet på sixpacken der altid gjorde det ud for værtinde buketten når de mødtes og altid fik samme kommentar med på vejen før de røg på køl.

Fortsættes…