Status

Jeg skrev egentlig det her for et godt stykke tid siden. Sådan, lige omkring nytår, hvor der er konsensus om at man poster den slags. Jeg ventede. Havde vel lidt kvababbelser fordi det alligevel er ret personligt og ikke kun handler om mig. Men på den anden side -jeg vil jo gerne fortælle den her historie på et tidspunkt, i en længere form, og det her er en ret stor del af den historie, en vigtig del, så nu er den her, endelig, min status over 2015!
__

Man kunne godt, og med en vis ret, postulere at 2015 på mange måder har været et lorteår. Internationalt, ja, men i høj grad også helt lokalt, i min egen personlige lille andedam, i en grad så jeg faktisk med en slags skam må melde at jeg stemplede lidt ud af nyhedsstrømmen, fordi jeg havde så rigeligt på min egen tallerken.

Der har da, bevares, været enkelte lyspunkter. Min 40 års fødselsdag forløb f.eks. på alle måder ganske udmærket (omend jeg nok stadig skylder en slags komsammen i en bredere kreds end den nærmeste familie!).

Fire dages bikepacking med shelter overnatninger og meget lidt bagage, var absolut også overvejende en succes, ligesom Tony Bennett og Lady Gaga på Plænen i Tivoli var det.

På den anden side gik June og jeg hver til sit efter 8 år sammen i last og brast og lyst og nød og medgang og, efterhånden al for meget, modgang -og jeg tror end ikke en førstepræmie i Eurojackpot ville have kunne overskygge det faktum at der næppe er gået en enkelt dag siden beslutningen blev truffet, uden at jeg har våndet mig ved tanken om hvordan vi skal få det til at lande på en ordentlig måde for drengene.

Ja, der er masser af andre mennesker der også gør eller har gjort det og som har børn der er kommet nogenlunde helskindet ud af det. Men jeg er ikke dem og jeg har ingen erfaring med hvordan man tackler det.

Jeg er rundet af kernefamilien, der i 70’erne flyttede fra byen ud på landet, opvokset blandt parcelhuse og ligusterhække og “legende børn” skilte, med en pædagogdagplejemor og en skolelærerfar og masser af plads til fritidsinteresser. Jeg kan ikke huske at der var klassekammerater med skilsmisseforældre.

Jeg ved ikke hvordan man gør, når man går fra hinanden.

Jo jo, jeg har haft kærester som jeg er gået fra. Eller som er gået fra mig. Men ingen af dem har jeg haft børn med, ingen af dem har det været bydende nødvendigt at holde kontakten -og dermed en ordentlig tone- med.
Vi er jo blot drivetømmer der flyder med strømmen, som Onkel Anders siger i en Far til Fire film, så det gjorde vi -drev videre, hver for sig.

Nu er jeg forbundet mere eller mindre, på godt og ondt og resten af mit liv, til en kvinde jeg ikke længere er sammen med, men som jeg bliver nødt til at løse den samarbejdsopgave med, som det er at have børn sammen. Ihvertfald når et gennemgående credo i mit liv har været at forsøge være et ordentligt menneske. At forsøge at gøre tingene ordentligt. At være ordentlig over for andre. Og mig selv.

Og børnene. Børnene som kryber ind til mig og spørger om jeg ikke bliver og sover, når vi, for deres skyld, primært, holder jul sammen, alle sammen, hos deres mormor. Børnene, som får angst- og stresslignende symptomer med åndedrætsbesvær og ondt i maven fordi tingene ikke er som de plejer. Intet er som det plejer, alt er vendt op og ned og de savner mig når de er hos deres mor -og savner hende når de er hos mig.

Lortebørneliv.

Men alternativet. Alternativet var så meget værre at det var den eneste rigtige ting at gøre, for dem såvel som for os.
Der *var* ikke anden udvej and at gå hver til sit. Det bliver jeg ved at sige til mig selv, ofte højt og ofte til hunden og ofte mens jeg tuder ned i en kop kaffe, som forleden da jeg afleverede dem begge efter en uge sammen, hvor de den sidste dag begge vågnede med ondt i maven og på hver deres meget direkte indirekte børnefacon gav klart og utvetydigt udtryk for at de syntes det var noget lort det hele.

For det er det. Og jeg ved det godt.

Men… Jeg har ikke dårlig samvittighed. Jeg fortryder ikke at gjort er gjort. Det var på mange måder nødvendigt. Men jeg forbander det faktum at drengene skal udsættes for det. Uanset hvor mange andre der er kommet helskindet igennem det og vokset op og blevet sunde og glade og helstøbte voksne. Uanset at jeg udmærket godt ved at det jeg kan give drengene nu, det vi kan give dem, nu vi ikke længere tynger hinanden ned, June og jeg, er fuldt og helt lige så godt, eller endda bedre end da vi var sammen.
Det gør stadig ondt på dem. Og det gør stadig ondt på mig!

Gid 2016 må blive et bedre år. For mine børn. For verden. For June. For mig selv. Men mest af alt for drengene!

Reklamer

Nailed it

“Det ville være dejligt, hvis vi stadig boede sammen alle sammen og I ikke var uvenner hver dag -for så kunne vi hele tiden lege med alt det LEGO vi har ovre hos mor OG vi slap for at have forældre der hele tiden skændtes.”

Den 7-årige sagde det!

Og selvom det ikke er en mulighed, forstår jeg så udmærket hvor det kommer fra!