Noget om de voksne

Da Chernobyl nedsmeltede tilbage i midtfirserne, ville jeg ønske at nogen havde taget sig tiden til at fortælle mig hvad fanden det handlede om, for jeg hørte kun brudstykker i radioen og læste avis overskrifterne -og jeg sov ikke ret godt i meget lang tid.

Jeg kunne godt have brugt en voksen der forklarede mig hvad det var. Vi havde ikke behøvet tage derover og se det selv, men en forklaring, så jeg havde vidst hvad der var i udsigt, havde været rart.

Istedet frygtede jeg for den der atomsky og -regn, som var på vej mod Europa og som vi hele tiden hørte om.
Mest i radioen, som altid kørte i baggrunden, ligesom inde hos min mormor og morfar. Vi talte nemlig ikke rigtig om det.

Dengang i midtfirserne talte vi i det hele taget ikke så meget om hvad der rørte sig ude i verden. Måske fordi verden var væsentlig mindre dengang, end nu. Dengang bestod verden nærmest kun af Græsted -med enklaver på strategisk placerede steder i København, hvor man kunne besøge sine bedsteforældre, og tage i Rundetårn. Eller sommerhuset i Odsherred, hvor lange sommerferier blev tilbragt med at fodre myrerne i tuerne med snegle, fiske hundestejle unger med net, bygge sandslotte, klatre i træer og spise kirsebær. Varme, støvede, gyldne minder.
Til hverdag var verden ikke meget større end Græsted-Gilleleje kommune og Frederiksborg Amts Avis.

Den eneste gang jeg kan huske at politik var et samtale emne, var da Lille Lars fra Græsted kom i Folketinget, og det var ikke en gang i midtfirserne. Sikken lettelse, sagde min far, så slipper vi for ham her i kommunen.
Jeg mente nu nok at vide at det var værre at have ham siddende i tinget, hvor han trods alt kunne gøre skade i væsentlig større målestok.

 

Jeg fik ret. Sådan er det tit med børn.

Reklamer