Om at grine på jysk

Min mormor bandede og havde gebis og min morfar var togmand og gav mig min første lommekniv da jeg var 8. En schweizerkniv med 8 funktioner! Det var den bedste julegave nogensinde, tror jeg. Også selvom jeg mange gange siden har fortrudt, at jeg ikke tog mod hans tilbud om at komme med ud og køre tog den aften, da han skulle på arbejde efter julemiddagen. Jeg ville vel hellere danse om juletræ og have gaver og han var også sådan lidt sær og sønderjysk og brummede mere end han talte. Da jeg var 8 kendte jeg ikke John Wayne, men havde jeg kendt ham, havde jeg helt sikkert sammenlignet dem, min morfar og John.

Jeg tror nok min morfar grinede mere end John Wayne. På den der måde hvor der ikke er så meget lyd, men hvor man kan se tænderne og ikke kan se øjnene så meget, og hvor maven hopper op og ned. Han havde en ret stor mave dengang, min morfar. Indtil først min mormor døde, og så min moster. Så blev han ligesom helt lille og runken og fik skæg og grinede vist ikke meget mere end John Wayne.

Jeg kan huske da han døde. Min moster var død nogen tid før, uden at jeg fik sagt farvel til hende, og efter det skrumpede han endnu mere ind, indtil han til sidst nærmest gik i et med hospitalets lagner. Jeg fik holdt ham i hånden og kigget ham i øjnene og sagt tak for lommekniven og grinene og fordi han altid havde været der og aldrig havde skældt os ud. Jeg sagde det meste af det inde i hovedet. Også farvel.

Af og til tænker jeg at det ville det være meget rart at køre tog med John Wayne. Eller min morfar. Bare holde kæft og køre derudaf med jernhesten, du ved, passe gesjæften uden de store dikkedarer og armbevægelser. Lissom dengang en mand var en mand og en bøsse var noget man skød. Med.

Da han kom hjem igen senere på aftenen, styrtløb jeg ud i entreen og kastede mig i favnen på ham og sagde “taktaktaktaktaktaktakdetvarverdensbedstejulegavetaktaktaktaktak”.
Min morfar grinede på sin skæve morfaragtige måde og brummede et eller andet sønderjysk og var meget tilfreds med sig selv, tror jeg.

Det talte vi jo ikke ligefrem om. Heller ikke den dag på hospitalet.

Når jeg af og til bevæger mig op forbi hans gravsted, som han deler med min mormor og min moster, så snakker vi om det. Stadig mest inde i mit hovede, men vi snakker.
Og jeg kan se ham grine imens.

Reklamer

Ind i musikken

“Far, hvorfor er du egentlig så glad for musik?” -spurgte den 6-årige midt i et potpourri af Malk de Koijn, Blue Swede og Red Warszawa.

Hvis nu jeg kunne tage ham med til sådan en koncert, som Mark Lanegan gav i Amager Bio her til aften, kunne han selv få en idé om det. Indtil da glæder jeg mig bare over at kunne folde musikkens verden ud for ham via P6, P8, cd- og pladespiller, så han hverken rynker på næsen af jazz, hip-hop, hævi, soul eller det der funky musik, hvide dreng!

Offline Onsdag

Som om det ikke er nok, at kendte mennesker åbenbart har så lavt selvværd at de bliver nødt til at fremhæve deres iøvrigt fuldstændig almindelige kostsammensætning som noget særligt og trendy amerikansk (se mig, jeg spiser BÅDE kød OG grøntsager, uh-uh!), så er hele nærværs bølgen, hvor Politiken udgiver forældreguides til “ægte nærvær” og folk af og til gisp slukker telefonen, åbenbart heller ikke noget man kan gøre uden at det skal gøres til en ting.

Så her får du lige Offline Onsdag. Yep. Det er også en ting. Som Taco Tirsdag, bare dummere.

Fordi du kan jo ikke bare slukke telefonen, stemple ud af Facebook og lade være med at checke mail, og være sammen med dine venner/børn/bøger/modelfly/løbesko, helt for dig selv, HVIS IKKE DU KAN FORTÆLLE OM DET PÅ FACEBOOK DAGEN EFTER!!!

Hvem gider dog også være offline, hvis man ikke bagefter kan dele oplevelsen online?

Eller nej vent, jeg ville ønske at der var flere der slukkede telefonen og kiggede ud af vinduet i toget, fordi, du ved, udsigten bliver bare så meget bedre, når vi kigger på den sammen, du ved, nærværende, lissom. Ing’? Så jeg ikke skal sidde og kigge ud af vinduet helt alene. Ing’? Vel? Ing’? VEL?!?

Aaargh!

Stop. Dig. Selv!

http://politiken.dk/forbrugogliv/livsstil/ECE2517291/onlineopgoer-hver-onsdag-slukker-vi-telefonerne/

Flexitar – really?

Hvorfor helvede er det at alting skal have en eller anden åndssvag etiket på?

Se mig, jeg spiser kun kød, lissom i stenalderen, så jeg palæo!
Se mig, jeg går kun i tøj fra Føtex og Kvickly, så jeg er normcore!
Se mig, jeg har fuldskæg og MacBook og ternet skjorte, så jeg er Hipster!
Se mig, jeg spiser nogle gange ikke kød, så jeg er flexitar! Yes. Flexitar. Flexibel vegetar. Fordi det ikke er smart, bare at spise fornuftigt, det skal have et navn, og et hashtag på Instagram, ellers tæller det ikke.
What the actual fuck?!?

Hej verden -jeg har haft fuldskæg on/off (mest on) i snart 20 år, har ofte købt mit tøj i Føtex/Kvickly/Netto, går tit i ternet skjorte, har en MacBook og spiser nogle gange kød og nogle gange vegetarisk. Af og til napper jeg bare en rugbrød med peanutbutter og banan -hvad gør det så mig til? Flexinormpalæovegehipstar?

Slap. Nu. Af!

http://jyllands-posten.dk/livsstil/familiesundhed/ECE7400568/Kendte-danskere-siger-nej-tak-til-k%C3%B8d/

Derfor

“Når det er hverdag, så står vi op og tager tøj på og børster tænder og spiser morgenmad og tager i børnehave og kommer hjem og leger lidt og spiser aftensmad og så går vi i seng”Min 4-årige søn ridser, i én sætning under en telefonsamtale med sin mormor, og uden iøvrigt selv at vide det, op, hvorfor en hverdag i byen ikke indeholder synderlige mængder fri tid, familietid og samhørighed.Det er hele årsagen til at jeg godt vil flytte på landet og arbejde mindre. For at få mere tid. Til ungerne, Den Skønne og mig selv.

IMG_3090

En slags anmeldelse

Dominion på HBO Nordic intro:

“Twenty five years ago,God disappeared. His angels held man responsible and declared war on humanity.”

Gotta love it!

Men -første afsnit er som en slags The Walking Dead med engle -og Evil Ironman slash bikermice from Mars. På crack!

Jeg er ikke voldsomt imponeret.

Kampen om den røde ko -og vores fremtid.

En meget vigtig mening med livet, er at det skal opleves” -Niels Stokholm, bonde.

Igår var jeg inde og se Phie Ambos “Så meget godt i vente”, om den biodynamiske landmand, Niels Stokholm fra Dronningmølle. Man kan læse lidt om den hos InformationBerlingeren, eller filmmagasinet Ekko -og se trailer til filmen her: Vimeo.

Når man så har gjort det, og måske også har set filmen og faldet bare en lille bitte smule for billederne og lyden og historien -og Niels, ikke mindst, så bliver det svært ikke at ønske sig en bedre verden end den vi har, hvor alting skal hastes igennem på penicillin og stråforkortere.

Jeg vil osse…

Hende jeg kalder #DenSkønne, har henledt min opmærksomhed på Beretninger fra et autentisk landbrug, ovre på http://lonelandmand.wordpress.com.

Meningen var vist nok at jeg skulle se hvordan det kunne gøres, og blive endnu mere hooked (det blev hun, af at læse med!), men jeg bliver mest bare ærgerlig over at sidde i en smådyr lejlighed på Nørrebro, uden økonomisk udsigt til at kunne komme i nærheden af en gård, som den Lone Landmand og Sørøveren bor på, og det var næppe hensigten.

Men altså. Hvis du, som jeg, går og drømmer om et liv på landet, så er det et meget godt sted at læse med. Det er velskrevet og der er godt med billeder til at illustrere det -livet på landet.

Og hvem ved -måske får jeg rent faktisk på et tidspunkt overtalt #DenSkønne til at købe et gør det selv projekt der er så billigt at en af os -eller begge- kan droppe ud af systemet og hellige os det der landmandsliv ude hvor kragerne vender!

/home/wpcom/public_html/wp-content/blogs.dir/714/47239896/files/2015/01/img_2570.jpg

The gift of yule

Hvorfor er nok bare aldrig nok? Hvorfor jagter vi altid mere -mere tøj, flere penge, ting, tasker, biler, cykler, gadgets. Mens vi køber mere mad end vi kan spise og gladeligt smider resten ud?

Vi har jo nok! Selv med kun halvanden indtægt har vi nok.

Midvinter er et godt tidspunkt at gøre status på -nu, som dengang. Det er nok derfor at vi nu om dage bruger så meget tid på nytårsforsætter. Mere motion, mere skærmtid, mere avislæsning, mere leg, mere sex mere alt muligt. Aldrig nok.

Men er der noget det forgangne år lærte mig, så er det at nok kan findes også når man mister en indtægt. En halv indtægt, ok, der er jo (endnu) sygedagpengene, men det var alligevel en hak i privatøkonomien -og det lærte os at vi faktisk har nok. Vi har penge nok, vi har tøj nok, ting og sager nok -og vi har hinanden! I last og brast og lyst og nød og med brask og bram og så videre.
Vi. Har. Nok.

Så godt nytår og glædelig -lettere forsinket- midvinter!

2014 in review

WordPress statistik gnomerne har lavet en årsrapport hvor man bl.a. kan se at I har kigget med 5400 gange i det forgangne år. Tak for det! Det har været fedt at have et sted at lukke luft og tanker ud, især i løbet af et år der på mange måder har krævet en overtryksventil.

Jeg satser på endnu mere interessant indhold her på adressen i det kommende år. Foreløbig står emnerne i kø så hæng endelig på!

(Resten af dette indlæg er auto genereret af førnævnte gnomer, og de taler åbenbart helst engelsk.)

Here’s an excerpt:

A New York City subway train holds 1,200 people. This blog was viewed about 5,400 times in 2014. If it were a NYC subway train, it would take about 5 trips to carry that many people.

Click here to see the complete report.