De små ting

I dag har været en af den slags dage, der ryger lige i gemmebogen!Vi havde glædet os lige siden mandag morgen, hvor ingen af os på nogen måde magtede at være den voksne og gøre vores pligter. Fritidshjem, skole eller arbejde -vi havde synkront brug for at blive under dynen. Hele dagen!

Den gik naturligvis ikke, for hjulene, du ved, de drejer jo ikke af sig selv (hvor jeg dog hader at være nødt til at lære dem det allerede nu. De er for fanden kun 5&7!), så op vi kom, og i tøjet og afsted til hver vores udgave af hjulet. Men vi aftalte, før vi skiltes, højtideligt, med hånden på hjertet og andægtigt lukkede øjne, at fredag -fredag skulle bruges på #Netflixogdyner. Nattøj, spil, hveder med tandsmør, nedrullede gardiner, slik og hygge. 

Således opløftede ved tanken om den nært forestående fredag, gik vi hver til sit, for at trækkes med hinandens fravær i de timer det nu tager at yde sit til det store maskineri.

Vi har talt om den her dag, hver eneste dag i den forgangne uge. Den 7-årige gav allerede tidligt på ugen udtryk for at det nok ville gå hen og blive en af de bedste uger længe, for onsdag kom farmor og hentede, torsdag skulle han til fødselsdag hos en fra klassen og fredag var der #Netflixogdyner og spil på iPad og det kunne nærmest ikke blive meget bedre.

I morges, da vi sad og spiste hveder med tandsmør og puddersukker, sagde han så det, der slog hovedet på sømmet: “Far, i forgårs glædede jeg mig faktisk mere til i dag, end til i går!” -og han glædede sig ellers pænt meget til den fødselsdag i går!

  

Ovenpå det indlæg jeg smed på bloggen i går aftes, om konsekvenserne for ungerne af pludselig at have fået to hjem istedet for et, er det fandme fantastisk, pardon my french, at kunne gøre så meget med så relativt lidt.

Vi har hverken været i ZOO, på Bakken eller i Hareskoven. Eller sågar bare nede i gården og lege med de andre børn og voksne. Vi har chillet igennem, fordi det var det der var brug for -og det var det allerbedste i hele verden. Jeg har nok også glædet mig mindst lige så meget til den her dag, som drengene har!

Nogle gange skal der ikke så meget til. Nogle gange er ikke så meget mere end rigeligt.

Nogle gange er det faktisk lige præcis det der skal til.

  

Reklamer

Status

Jeg skrev egentlig det her for et godt stykke tid siden. Sådan, lige omkring nytår, hvor der er konsensus om at man poster den slags. Jeg ventede. Havde vel lidt kvababbelser fordi det alligevel er ret personligt og ikke kun handler om mig. Men på den anden side -jeg vil jo gerne fortælle den her historie på et tidspunkt, i en længere form, og det her er en ret stor del af den historie, en vigtig del, så nu er den her, endelig, min status over 2015!
__

Man kunne godt, og med en vis ret, postulere at 2015 på mange måder har været et lorteår. Internationalt, ja, men i høj grad også helt lokalt, i min egen personlige lille andedam, i en grad så jeg faktisk med en slags skam må melde at jeg stemplede lidt ud af nyhedsstrømmen, fordi jeg havde så rigeligt på min egen tallerken.

Der har da, bevares, været enkelte lyspunkter. Min 40 års fødselsdag forløb f.eks. på alle måder ganske udmærket (omend jeg nok stadig skylder en slags komsammen i en bredere kreds end den nærmeste familie!).

Fire dages bikepacking med shelter overnatninger og meget lidt bagage, var absolut også overvejende en succes, ligesom Tony Bennett og Lady Gaga på Plænen i Tivoli var det.

På den anden side gik June og jeg hver til sit efter 8 år sammen i last og brast og lyst og nød og medgang og, efterhånden al for meget, modgang -og jeg tror end ikke en førstepræmie i Eurojackpot ville have kunne overskygge det faktum at der næppe er gået en enkelt dag siden beslutningen blev truffet, uden at jeg har våndet mig ved tanken om hvordan vi skal få det til at lande på en ordentlig måde for drengene.

Ja, der er masser af andre mennesker der også gør eller har gjort det og som har børn der er kommet nogenlunde helskindet ud af det. Men jeg er ikke dem og jeg har ingen erfaring med hvordan man tackler det.

Jeg er rundet af kernefamilien, der i 70’erne flyttede fra byen ud på landet, opvokset blandt parcelhuse og ligusterhække og “legende børn” skilte, med en pædagogdagplejemor og en skolelærerfar og masser af plads til fritidsinteresser. Jeg kan ikke huske at der var klassekammerater med skilsmisseforældre.

Jeg ved ikke hvordan man gør, når man går fra hinanden.

Jo jo, jeg har haft kærester som jeg er gået fra. Eller som er gået fra mig. Men ingen af dem har jeg haft børn med, ingen af dem har det været bydende nødvendigt at holde kontakten -og dermed en ordentlig tone- med.
Vi er jo blot drivetømmer der flyder med strømmen, som Onkel Anders siger i en Far til Fire film, så det gjorde vi -drev videre, hver for sig.

Nu er jeg forbundet mere eller mindre, på godt og ondt og resten af mit liv, til en kvinde jeg ikke længere er sammen med, men som jeg bliver nødt til at løse den samarbejdsopgave med, som det er at have børn sammen. Ihvertfald når et gennemgående credo i mit liv har været at forsøge være et ordentligt menneske. At forsøge at gøre tingene ordentligt. At være ordentlig over for andre. Og mig selv.

Og børnene. Børnene som kryber ind til mig og spørger om jeg ikke bliver og sover, når vi, for deres skyld, primært, holder jul sammen, alle sammen, hos deres mormor. Børnene, som får angst- og stresslignende symptomer med åndedrætsbesvær og ondt i maven fordi tingene ikke er som de plejer. Intet er som det plejer, alt er vendt op og ned og de savner mig når de er hos deres mor -og savner hende når de er hos mig.

Lortebørneliv.

Men alternativet. Alternativet var så meget værre at det var den eneste rigtige ting at gøre, for dem såvel som for os.
Der *var* ikke anden udvej and at gå hver til sit. Det bliver jeg ved at sige til mig selv, ofte højt og ofte til hunden og ofte mens jeg tuder ned i en kop kaffe, som forleden da jeg afleverede dem begge efter en uge sammen, hvor de den sidste dag begge vågnede med ondt i maven og på hver deres meget direkte indirekte børnefacon gav klart og utvetydigt udtryk for at de syntes det var noget lort det hele.

For det er det. Og jeg ved det godt.

Men… Jeg har ikke dårlig samvittighed. Jeg fortryder ikke at gjort er gjort. Det var på mange måder nødvendigt. Men jeg forbander det faktum at drengene skal udsættes for det. Uanset hvor mange andre der er kommet helskindet igennem det og vokset op og blevet sunde og glade og helstøbte voksne. Uanset at jeg udmærket godt ved at det jeg kan give drengene nu, det vi kan give dem, nu vi ikke længere tynger hinanden ned, June og jeg, er fuldt og helt lige så godt, eller endda bedre end da vi var sammen.
Det gør stadig ondt på dem. Og det gør stadig ondt på mig!

Gid 2016 må blive et bedre år. For mine børn. For verden. For June. For mig selv. Men mest af alt for drengene!

Nailed it

“Det ville være dejligt, hvis vi stadig boede sammen alle sammen og I ikke var uvenner hver dag -for så kunne vi hele tiden lege med alt det LEGO vi har ovre hos mor OG vi slap for at have forældre der hele tiden skændtes.”

Den 7-årige sagde det!

Og selvom det ikke er en mulighed, forstår jeg så udmærket hvor det kommer fra!

Ind i musikken

“Far, hvorfor er du egentlig så glad for musik?” -spurgte den 6-årige midt i et potpourri af Malk de Koijn, Blue Swede og Red Warszawa.

Hvis nu jeg kunne tage ham med til sådan en koncert, som Mark Lanegan gav i Amager Bio her til aften, kunne han selv få en idé om det. Indtil da glæder jeg mig bare over at kunne folde musikkens verden ud for ham via P6, P8, cd- og pladespiller, så han hverken rynker på næsen af jazz, hip-hop, hævi, soul eller det der funky musik, hvide dreng!

Superforbrugere

Advarsel: Here be brok! Det er ikke rettet mod nogen bestemt, det er rimelig generelt. Det udspringer af en samtale forleden morgen, om gæster til en børnefødselsdag som, istedet for at være glade for det arrangerede, spurgte hvorfor der ikke var mere?!? Efterfølgende tænkte jeg videre, og jeg tror simpelthen ikke på at det bare er fordi de er børn. Jeg tror mere på noget i retning af det her (og hvis du er uenig, så kommenter endelig!):

Vi skaber små super(over)forbrugere, ved den måde vi indretter os -og vores liv- på.

Ved konstant at fodre vores børn med nye ting, skaber vi (forældre) en forventning hos vores afkom om at de blot skal pege, så åbner porten til det forjættede land sig, og de kan bade i actionmænd og my little pony og alt det de ellers godt kunne tænke sig ikke at skulle leve foruden. (Man fristes til at drage en parallel til de to “arrogante møgkællinger” på hovedbanen forleden..)

Selvfølgelig er det første de siger, når de lukkes ind i en Build-a-Bear butik, ikke: “årh hvad, tak, hvor er du sej, at du giver bamser til hele fødselsdagsselskabet!” men derimod nærmere noget i retning af: “Øv, hvorfor må vi ikke få tøj til dem?” -for vi har jo selv lært dem at nok aldrig er nok.

Den anden vej

Jeg vil gerne noget andet. Jeg vil gerne skrue ned for mængden af ting, af nyanskaffelser der ikke er strengt nødvendige, ikke kun af økonomiske årsager, men lige så meget for at gå imod over-/forbrugerismen (is that even a word?).

Der er andre ting der er vigtigere end fladskærms-tv og spillekonsoller, andre værdier jeg hellere vil give mine børn.

Jeg håber ikke det er for sent! Nu starter jeg lige med at sætte tv’et væk og sælge ud af alle mine ejendele og nøjes med at købe ting jeg vitterlig mangler. Eller som drengene mangler. Det giver også bedre plads til at drømme og en motivation til at spare op til ting, som jeg ellers tror går tabt. Motivationen, that is, ikke tingene. De går aldrig tabt, de ligger altid der og skinner og venter på at du kommer og køber dem.

 

 

PS. Jeg er flintrende ligeglad med hvad du gør med dine børn. Du må hjertens gerne stopfodre dem med alt lige fra ninjago til ninja turtles, jeg skal nok lade være med at pege fingre. Mine egne unger er også suckers for all things new and shiny!  Men næste gang du undrer dig over eller synes at naboens knægt er pisse grådig og hamrende uopdragen, så stop lige op og overvej om det nu virkelig også ER fordi børn jo er børn, eller om det måske bunder i at han er vant til at få mere eller mindre alt hvad han peger på, og ser de voksne omkring ham opføre sig på samme måde. Behovstilfredstillelse, frem for -udsættelse.

“Mine! Mine! Mine!” -for nu at citere mågerne fra Finding Nemo.

 

Lavet af jern

“Jeg drømte at jeg var voksen og lavet af jern og havde en cykel der var lavet af jern og jeg kørte helt vildt hurtigt over til børnehaven hvor jeg stadigvæk gik. Og jeg drømte at der kom en krokodille efter mig men så tog jeg min cykel igen og kørte OVENPÅ krokodillen og væk fra den!
Var det ikke bare sygt?”
-Storm, 4 år

Jeg vil være inden i hans hjerne! Bare 5 minutter. Der må være en fest af ord og begreber, der vælter rundt og prøver at finde en mening med det hele! Og krokodiller der kører på cykel…

20130306-220047.jpg

(Image courtesy of http://www.zazzle.co.uk/vintage_bicycle_cycling_alligator_crocodile_sticker-217834906097369556)

Hulk og -en badeand?

“Hulken han kan faktisk smadre drager. Hvis han tager sin badeand og sprøjter vand på dem, så de bli’r små -så kan de kun spytte lidt ild!”

Storm freestyler på vej hjem fra svømning, og jeg elsker det. Jeg elsker at han leger så meget med sprog og begreber at han også kan finde på at sige “ja, men det var heller ikke min mening”, mens han kigger over kanten på et par imaginære briller, når han har gjort noget han fortryder.

Og at han kan fabulere hele vejen hjem fra svømning, 20 min. på cyklen hvor han taler uafbrudt og kommer meget langt omkring både Skylanders, isbjørne og Kina, hvor man ikke skal gå ind, for der er drager -hvilket affødte bemærkningen om Hulk og badeanden.

Hulken, som ellers er den største og stærkeste han kan komme på. Selv yndlings-Lasse ovre fra børnehaven, som han iøvrigt mener er stærkere end selv hans egen far (“Lasse er altså stærkere end dig, far. Også selvom du er højest!”), kan ikke hamle op med Hulken. Hulken når helt op til himlen, kan slå et træ over med hånden, tæve dinosaurer og kaste biler op på taget af huse.

Men mod drager hjælper åbenbart kun en badeand.
Så ved I det!

Der er da aldrig…

“Må han ikke få slik? NEJ, hvor er det synd for ham, det stakkels barn!”

Det er en ikke usædvanlig sætning at høre, når man, som undertegnede og Madame har valgt at styre så langt uden om tilsat sukker og kunstige farvestoffer og meget mere end 3 e-numre ad gangen, som muligt. Gerne til en børnefødselsdag eller familie komsammen, hvor de fleste af de øvrige tilstedeværende poder står på hovedet i baljer med slik og chips og bliver sukker-høje og krop umulige at være sammen med i løbet af den første halve time. Det varer som regel indtil vi skal hjem igen, med mindre de når at aflevere hele puljen igen, gerne udover en flettet siv måtte hjembragt fra det fjerne østen, hvor den kostede en hel dagsløn og dermed nærmest er uerstattelig og se nu for et griseri! Så kan de godt have tendens til at slappe lidt af bagefter -hvis ikke den dårlige smag lige skal skylles væk med 3-4 Cocio, idet der så er overhængende fare for at miseren gentager sig.

“Der er da aldrig nogen der har taget skade af et kilo vingummi!”

Og det er ikke fordi jeg er hellig. Langt fra. Jeg spiser både slik og kage og kommer sukker på mine havregryn, men jeg er for fanden 35 og har levet i et år uden sukker og mælk, bare for at teste (og jaja, Kernesund står også på min bogreol), og VED at min krop har det meget bedre uden lige de 2 ingredienser!

Men børn? Du giver dem for fanden heller ikke øl og kaffe og lader dem ryge med på dine -ja, jeg skulle til at skrive joints, men lad os så nøjes med smøger, for en god ordens skyld, og fordi det, for reasons unknown, falder flertallet mindre for brystet…

Jeg er i den grad modstander af at fodre børn med slik og kager og andet kunstigt sødet stads! Det giver dårlige maver og unødvendige konflikter, og nej -det er ikke synd for dem at undvære det.
Det er synd for dem når deres forældre er så vant til sukker induceret nydelse at de ikke længere kan fornemme sødmen i en clementin eller en dadel, og derfor føler sig tvunget til at stille et kilo pingvin lakrids på bordet når der skal hygges!
Det er synd for dem, når de aldrig ser alternativerne og derfor TROR at verden går under, hvis ikke de får det obligatoriske halve kilo fredags crap med tilhørende unødvendige skænderier!

Det er fanderme ikke synd for dem at de synes bedre om æbler og grissini end om vingummi og kage! Nå!

And don’t get me wrong! Hvordan du vælger at spolere dit/dine børn er helt op til dig! Men lad venligst være med at forsøge at hive dine normer ned over hovedet på mig og mit afkom!

Størstemanden synes så afgjort bedre om tørret frugt end slikpinde, og det eneste han spiser af et stykke lagkage, er flødeskummet. Ikke fordi han ikke må. Det er bare for sødt for ham.

Synd for hvem?

På’en igen

Om 4 dage har Den Skønne termin, og så sku’ Brumbassen gerne komme til verden. Helst på den naturlige facon, uden Kejser Schnitt og den slags -odds er gode, da skarnet indtil videre står på hovedet, og der mig bekendt, på nuværende tidspunkt i graviditeten, vist er ret små chancer for at den begynder at vende sig rundt igen og foranledige nødvendigheden af Doktor Lenstrup’s tilstedeværelse.

Jeg glæder mig, naturligvis, men ikke lige så meget som sidst, selvom det lyder lidt mærkeligt -men der har ligesom ikke været den samme tid til at dvæle ved det fantastiske der foregår inde i sådan en mave, for der har lige været salg af lejlighed, køb af lejlighed og alt hvad dertil hører af advokater, mæglere og andet utøj. Og så naturligvis Storm, der skulle begynde at gå og tale og tage tøj på og hoppe og løbe og abe efter alt hvad man siger og generelt bare tage en masse tid og være meget fantastisk dejlig at være sammen med og se blive større.

Vi har prøvet at gøre ham begribeligt at der er en baby inde i Den Skønnes mave, men han kigger mest bare underligt på os og siger “hej?” til den -og venter på at få lov at lege videre med sine klodser, eller hvad han nu lige var igang med, da hans skøre forældre afbrød -igen…

Vi kalder den Brumbassen -Storm kalder den Bumbassen, og ved godt det er den der hænger billeder af på køleskabet, men synes iøvrigt det er sjovere at se på billeder af farmoren og farfaren.

Jeg glæder mig, når jeg har tid. Den Skønne har (som sædvanlig) bækkenløsning, og er ikke meget bevendt, så jeg står for indkøb og madlavning og hentning og bringning, og der er selvsagt ikke meget tid til meget andet. Men ind imellem husker jeg det.
Og bliver blød om hjertet.
Og glæder mig til at holde den i mine arme. Og til at se Storm blive storebror. Og alt det andet.

Morgenvækning

Jeg er udpræget b-menneske og kan godt lide at være længe oppe og sove til sent.

Så gik jeg hen og blev far! Så holdt DET op!

-Altså ikke det med at være b-menneske, for jeg kan stadigvæk godt lide at være oppe til sent og sove længe dagen efter! Men det der med at sove -både længe og i det hele taget- er det efterhånden så som så med, for hver morgen, når klokken er mellem 5.30 og 6.30, står der et lille uldhoved og prikker mig på næsen og præsterer at læspe på “Hej” -hvilket nok hænger sammen med den kæmpe sut han altid har i flaben på daværende tidspunkt!

Så er det dels meget svært at være morgen gnaven og dels er det meget svært at vende sig om på den anden side og sove videre -for den unge herre tager ikke et nej for gode varer på den tid af dagen, så hellere entrere dobbeltsengen via sengebordet, mosle henover mit hovede og dumpe ned i midten og stikke næsen helt hen til min, og gentage sit læspende “Heeej”, hvorefter fru moderen som regel får samme behandling.

Han er utrolig hyggelig på den tid af dagen, og jeg ville af og til ønske at vi havde tid til at bruge hele formiddagen på den måde -men der er morgenmad og cykelhjelm og regntøj og vuggestue og arbejde der skal passes, så jeg klarer mig med hans indsmigrende “heeej!”

4768576903_7eb61383de_b