Tro kan flytte data

Når man melder sig ud af folkekirken, mailer man et scan af et brev med sit cpr nr og underskrift. Pr. mail. Ikke sikker mail, bare helt almindelig mail.
Ikke noget med et scan af din dåbsattest eller kørekort eller det gule sygesikringskort. Ikke noget med nemID.
Intet, der rent faktisk bekræfter at du er den du giver dig ud for at være.

“Nååh, men du kan jo ikke forfalske dit eget cpr nr?”

Arj, det er rigtigt, det kan jeg ikke. Men jeg kan godt skrive dit, iggås? Og lade som om det er din underskrift jeg skriver og så vupti, har jeg meldt dig ud af Folkekirken. (Du kan altid takke mig senere!)

Datasikkerhed? Njah (her ville autocorrect skrive Noah. Coincidence? I think not! Velkommen til arken…), det bruger vi itte rittig her i kirken, hele setuppet er jo trods alt baseret på tro, skal du huske på.
Ok, så du TROR bare på at jeg er den jeg er, og ikke f.eks. bare lader som om jeg er min far eller min bror, eller en af mine ekskærester? Eller statsministeren? F.eks.?

Man skal være forholdsvis stærk i troen, for at melde sig ud af folkekirken. Det er lidt i strid med hele formålet med at melde sig ud, men måske en del af hele deres scam? Tvivlerne tør ikke melde sig ud og de stærke i troen har ikke behovet. Det er næsten lissom licensen, Jensen!

(Jeg har nu meldt mig ud alliwl! Jeg er jo faktisk den jeg siger jeg er, også når jeg skriver til Anna Kirkesogn. But still.)

Reklamer

Kampen om den røde ko -og vores fremtid.

En meget vigtig mening med livet, er at det skal opleves” -Niels Stokholm, bonde.

Igår var jeg inde og se Phie Ambos “Så meget godt i vente”, om den biodynamiske landmand, Niels Stokholm fra Dronningmølle. Man kan læse lidt om den hos InformationBerlingeren, eller filmmagasinet Ekko -og se trailer til filmen her: Vimeo.

Når man så har gjort det, og måske også har set filmen og faldet bare en lille bitte smule for billederne og lyden og historien -og Niels, ikke mindst, så bliver det svært ikke at ønske sig en bedre verden end den vi har, hvor alting skal hastes igennem på penicillin og stråforkortere.

Reformationstid

Jeg har hørt det flere gange, flere steder fra, denne sommer: at lærerne skal lukke røven med deres brok og utilfredshed med skolereformen, for helt ærlig, de skal jo bare til at arbejde for deres løn, ligesom os andre, tør øjnene, buh-fucking-hu!

Prøliåhørher, iggå?
Lærerne arbejder kraft helvede i døgndrift, jeg burde vide det, jeg er søn af en af slagsen, som har haft klassen hjemme i haven til bål og snobrød, stået til telefonisk rådighed for desperate forældre, brugt timevis på at rette opgaver eller forberede undervisning, enten lige efter skole, eller, hvis det ikke var muligt, om aftenen. De aftener hvor han ikke var til forældremøder, skole-hjem samtaler, underviste på billedskolen osv., vel at mærke.
For sådan er det jo. Man vælger lærergerningen, fordi man brænder for det. Ikke fordi lønnen er pissefed, for det er den ved grød ikke, men fordi man ikke kan lade være. Fuldstændig som med alle andre fag hvor omdrejningspunktet er andre mennesker.

Efter mange år i pædagogfaget, trådte jeg sidste sommer de første spæde skridt i min fars fodspor, da jeg fik en underviser stilling på en STU på Østerbro -en stilling jeg egentlig ikke havde søgt, og derfor ikke havde tænkt over sammensætningen af, sådan rent arbejdstids- og feriemæssigt, men nu, ovenpå 5 ugers sommerferie, er jeg eddermame GLAD for at jeg arbejdede de ekstra timer om ugen. Også selvom det betød afte ner ved computeren, når der skulle skrives breve til kommunen, eller sene tirsdage med sociale arrangementer på skolen, og jeg ville heller ikke have undværet de 14 timers gadefest eller 4 døgn på Bornholm, på studietur med knap 20 studerende.
Ja. Vi har lange ferier. Men vi er også på i døgndrift, for at tage os så godt som muligt af jeres børn, så luk lige røven med den der “nu skal de jo bare til at arbejde for deres løn, lissom os andre!”-sang, for hvis den samlede danske lærerstand stod sammen fra på mandag, og tydeliggjorde præcis HVAD I kommer til at undvære nu, istedet for blot at løbe hurtigere, for at opretholde service niveauet, så ville der ikke gå ret lang tid, før I ville trygle jeres tossede politikere om at lave lortet om igen!

Men det er fagets problem. Og et problem for alle fag der handler om andre mennesker. At vi, der arbejder der, jo har ansvaret for andre mennesker og derfor ikke kan få os selv til at lade politikernes tåbelige beslutninger gå ud over dem vi er sammen med hver dag. Så vi æder det selv, og løber stærkere for at nå det hele, og året efter siger De “nå for søren, se hvor de kan. Så kan vi jo godt spare lidt mere!”. Til sidst forsvinder alle de gode lærerkræfter over til special området eller privatskolerne hvor der trods alt stadig er mulighed for at udføre et reelt stykke pædagogisk arbejde og ikke blot være samlebånds observatør. Det, eller folk dør af stress.
Resultatet er det samme.

Spark jeres parti over benet til de fatter de er galt på den, men lad være med at sparke til lærerne!

Superforbrugere

Advarsel: Here be brok! Det er ikke rettet mod nogen bestemt, det er rimelig generelt. Det udspringer af en samtale forleden morgen, om gæster til en børnefødselsdag som, istedet for at være glade for det arrangerede, spurgte hvorfor der ikke var mere?!? Efterfølgende tænkte jeg videre, og jeg tror simpelthen ikke på at det bare er fordi de er børn. Jeg tror mere på noget i retning af det her (og hvis du er uenig, så kommenter endelig!):

Vi skaber små super(over)forbrugere, ved den måde vi indretter os -og vores liv- på.

Ved konstant at fodre vores børn med nye ting, skaber vi (forældre) en forventning hos vores afkom om at de blot skal pege, så åbner porten til det forjættede land sig, og de kan bade i actionmænd og my little pony og alt det de ellers godt kunne tænke sig ikke at skulle leve foruden. (Man fristes til at drage en parallel til de to “arrogante møgkællinger” på hovedbanen forleden..)

Selvfølgelig er det første de siger, når de lukkes ind i en Build-a-Bear butik, ikke: “årh hvad, tak, hvor er du sej, at du giver bamser til hele fødselsdagsselskabet!” men derimod nærmere noget i retning af: “Øv, hvorfor må vi ikke få tøj til dem?” -for vi har jo selv lært dem at nok aldrig er nok.

Den anden vej

Jeg vil gerne noget andet. Jeg vil gerne skrue ned for mængden af ting, af nyanskaffelser der ikke er strengt nødvendige, ikke kun af økonomiske årsager, men lige så meget for at gå imod over-/forbrugerismen (is that even a word?).

Der er andre ting der er vigtigere end fladskærms-tv og spillekonsoller, andre værdier jeg hellere vil give mine børn.

Jeg håber ikke det er for sent! Nu starter jeg lige med at sætte tv’et væk og sælge ud af alle mine ejendele og nøjes med at købe ting jeg vitterlig mangler. Eller som drengene mangler. Det giver også bedre plads til at drømme og en motivation til at spare op til ting, som jeg ellers tror går tabt. Motivationen, that is, ikke tingene. De går aldrig tabt, de ligger altid der og skinner og venter på at du kommer og køber dem.

 

 

PS. Jeg er flintrende ligeglad med hvad du gør med dine børn. Du må hjertens gerne stopfodre dem med alt lige fra ninjago til ninja turtles, jeg skal nok lade være med at pege fingre. Mine egne unger er også suckers for all things new and shiny!  Men næste gang du undrer dig over eller synes at naboens knægt er pisse grådig og hamrende uopdragen, så stop lige op og overvej om det nu virkelig også ER fordi børn jo er børn, eller om det måske bunder i at han er vant til at få mere eller mindre alt hvad han peger på, og ser de voksne omkring ham opføre sig på samme måde. Behovstilfredstillelse, frem for -udsættelse.

“Mine! Mine! Mine!” -for nu at citere mågerne fra Finding Nemo.

 

Bobler

Modstand. Kamp. Oprør. Undergrund. Græsrødder. Alternativer.
Verden har brug for alternativer til det vi har nu, det eksisterende. Flere pionerer, mere ud af boksen, oprørstrang, kampgejst.
Vågn op! Fare! Flammer! Fjender! Vågn op! (reference)
-sagde hun. I store træk. Og jeg er enig. I store træk.

Men, sagde den anden, min verden er jo brændt sammen, jeg kan ikke overskue andet end mig selv. Jeg kan dårligt overskue min familie, og jeg dør indeni, hvis jeg skal forholde mig til resten af verden.
Det er jeg også i store træk enig i.

Men: jeg står et sted midt imellem og tænker:

At man må have styr på basen først, så kommer resten hvis og når det skal.
Basen har altid førsteprioritet, for ellers er det at lortet brænder sammen og bli’r for meget.
Basen først. Mig først. Så familien. Så dem der har lyst og kan og vil eller ikke kan lade være eller ikke kan andet eller…

Basen er dig selv -hvis ikke der er styr på den, så er der ikke styr på noget.

Hvis, eller når, vi rykker teltpælene op og slår os ned i det lille hus i den store skov, bliver det i første omgang ene og alene for vores egen skyld. Fordi vi kan. Fordi vi har lyst. Til at gøre noget andet. Til at skabe en base for os selv.

Ikke fordi verden er af lave eller fordi økonomien er i frit fald og vi har brug for alternativer, eller fordi hele Europa efterhånden er drejet så skarpt til højre at det kan være svært overhovedet at se til venstre længere, men fordi vi vil. Og kan. Og har lyst.

I første omgang.

Senere hen, har vi snakket om, kan og bør der skabes plads til andre, der enten også gerne vil, eller som blot trænger til en pause. Fra stress og storby og sure hverdagspligter. Det brygger vi stadig på, sådan on the side, mens den store gryde med vores egen fremtid bobler på livet løs.

Og så kommer forandring jo nedefra, og man skal selv være den forandring man vil se i verden – så følger verden med. Hen ad vejen. Måske. Forhåbentlig.

Hvilket bringer mig tilbage til det med basen. Mit udgangspunkt for at flytte ud i skoven, er lyst, ikke nød. Jeg har styr på min base og vil gerne dele ud af det jeg ser vi kan skabe, når vi på et tidspunkt når så langt at vi har noget at dele ud af. Uanset om vi ender i de svenske skove, eller i en helårs kolo i Skovlunde (kender du nogen?) -med muldlokum og solceller og høns og højbede. Jeg indrømmer gerne at skoven trækker mere end Skovlunde, men som sagt, den gryde bobler stadig. Lystigt.

#Analogging

Mens jeg alligevel ligger vågen og irriteres over at alle mine myggestik har valgt at klø nu da jeg skal i seng, efter ikke at have generet mig det mindste det meste af ugen, vil jeg lige dele dette:

Verden har brug for flere breve og mere håndskrift. Eller, jeg har.
Og jeg har brug for en måde hvorpå jeg kan blogge uden at bruge sindssygt meget strøm.
Derfor: #Analogging -short for analogue blogging. Det går i al sin rørende enkelhed ud på at jeg -eller du eller hvem der nu hopper med på bølgen- skriver blog indlæg i hånden, tager et billede -eller flere, afhængig af side antallet- og poster det/dem på bloggen. På den måde bruger jeg kun strøm på at tage og uploade billedet, resten foregår ved håndkraft.

Det har flere fordele:
1. Jeg får pudset min håndskrift af, da folk jo skal kunne læse det jeg skriver.
2. Det kræver at jeg bliver skarpere på formuleringerne, da en side fyldt med overstregninger og rettelser, ikke nødvendigvis gør det helt store for læse oplevelsen. Forudsætter naturligvis brug af kuglepen.
3. Jeg bruger minimalt med strøm, og kan således nøjes med af have telefonen tændt i den tid det tager at tage billederne. Det giver ret god mening ifht. på et tidspunkt at flytte op i skoven, hvor der er begrænset strøm til rådighed.

Jeg har allerede udkast til et par indlæg i min Moleskine, men ikke haft tid til at finpudse ideerne, så de kommer ikke endnu.
Skulle du ville være med på ideen om klimavenlig blogging, så smid endelig en kommentar og et link til din blog. Eller til andre der laver det samme?

20140601-233958-85198010.jpg

Løbet tør

Jeg er lidt tom for ord for tiden -eller, jeg er løbet tør for tid til at skrive dem. Livet som alenefar og græsenkemand er et liv med væsentlig flere pligter og væsentlig mindre mig-tid, end når man er to.
Jeg har masser af ideer og tanker, men ikke timer nok i døgnet, så de ender i banken, og ind imellem, når jeg lige har 5 minutter, bliver der tilskrevet renter.

Det handler om sange og flugt og skov og tid og om et andet liv end det her -og om June, som er flyttet op i skoven og som jeg savner. Ikke bare fordi jeg selv skal ordne både opvask, vasketøj, indkøb, madlavning og ungerne -sådan har det alligevel været rimelig længe, pga. stressen- men fordi hun ikke er her. Hun mangler. Jeg mangler min kæreste. Selvom det, indrømmet, gør mange ting lettere, når jeg selv kan bestemme det hele!

Jeg håber sådan at hun falder til, og bliver glad og rask af at være deroppe!

20140515-114313.jpg

En enkelt sang om frihed

Selvstændighed er temmelig vigtigt! I hverdagen generelt, og i Skoven i særdeleshed.

Det er fedt at være selvforsynende, men vigtigt at huske, at det jo er alt mulig andet end kød og mælk og korn og grønt. Det er også at kunne lappe sine bukser og fikse en knækket økse og klippe sit eget hår og ordne sine egne stikkontakter. Eller bilen/slæden/kærren/etc. Alle de der ting der gør dig lidt mindre afhængig af andre mennesker, gør dig lidt mere selvforsynende. Høns eller ej.

Men jeg vil nu stadig gerne have høns. Og en hest. Og en ko.

En enkelt malkeko kan holde 2 husstande med mælk. 6-7 høns og en hane holder dig med æg og kød og koster meget lidt til gengæld. Dit køkkenaffald, primært, og lidt venlig opmærksomhed.

Det er en af de vigtigste ting jeg har taget med hjem fra skoven, og en ting der er ret let at implementere i hverdagen. Lav dit shit selv! Lad være med at smide ting ud fordi de går i stykker -lim den knækkede kaffekop, sæt en lap på dine bukser, skift kæden på din cykel (det er lettere end du tror -spørg Youtube!) -sælg alt det du ikke bruger, og køb brugt for pengene, af det du mangler. Hold omkostningerne nede, og brug i tilgift tiden på noget fornuftigt fremfor at stene med computeren, telefonen, eller din tablet (sagde manden, der nu i 3 timer har tastet 4 blogindlæg om ting (tanker) jeg har taget med hjem fra skoven…)

Selvforsyning. Selv. Selvstændighed. Uafhængighed. Frihed.

(det sidste link er for de særligt indviede, der, ligesom Jeppe og Andrea og yours truly, har gået på Biologiefterskolen i Nordjylland, “Bio’en” blandt ligesindede. Andre må naturligvis også gerne lytte med…)