Min mosters motorcykel

Jeg havde engang en moster der havde en motorcykel. Den var blå og det var en Nimbus og den havde sidevogn.
Jeg kan huske at jeg så den en enkelt gang. Det var i gården hos min mormor og morfar og vi fik lov til at kravle rundt og sidde både på den og i sidevognen. Sådan husker jeg det. Min mor er ikke så meget for motorcykler, så måske husker jeg forkert, måske fik vi ikke lov og så var forestillingen om hvor sejt det ville være, så stærk at det i mit hovede blev til virkeligheden.
Men jeg så den. Så meget ved jeg.

Jeg syntes det var vældig sejt at have en moster med motorcykel dengang. Især en Nimbus med sidevogn. Mest fordi jeg vidste at den var dansk og der ikke var mange af dem.

Senere solgte hun den, vist nok fordi hun manglede penge. Jeg syntes det var åndssvagt. Jeg syntes hun skulle have solgt sit tv istedet. Det er jo langt sejere at have en moster med motorcykel, end en moster med tv.

Til gengæld var hun lesbisk, min moster og dem var der ikke mange af der hvor jeg kom fra. Så få, faktisk, at nogen vist nok i en del år troede det bare var en fiks idé. Det troede jeg ikke. Til gengæld troede jeg hun var kæreste med Anne Linnet. Hun var den eneste anden jeg kendte, der var lesbisk.

Det viste sig at det var hun ikke. Hun var kæreste med en der hed Anja. Det lød næsten ens.

Min moster boede i Jylland det meste af tiden -tæt ved Jyllandsringen, som var en anden sej ting ved hende. Vi var der godt nok ikke mens der blev kørt nogen form for ræs, men det var godt, du ved, det føltes godt at kunne sige.

Min far har en traktor. Nå, men min moster bor lige ved siden af Jyllandsringen. I den dur.
Vi kom nok ikke så meget ud.

Jeg kan huske dengang min bror og jeg kom ud, og cyklede over til hende i Jylland, med cykeltasker og det hele. Vi har vel været 13 og 14. Vi sejlede langt væk på Silkeborgsøerne i en kano og kom tilbage og spiste verdens største isvaffel -undtagen mig, som kun kunne spise halvdelen, så min bror spiste resten. Og så lavede vi krymmel. Hjemmelavet. I Krymleriet. Og sov i hængekøje og dansede fjollet til Hvalen Hvalborg. Og grinede. Nøj, hvor vi grinede.

Senere, efter min mormor døde, og min moster flyttede til Græsted for at være lidt tættere på min morfar og os andre, blev hendes hus nede ved stationen en slags helle, hvor man kunne gå hen og ryge i fred og drikke kaffe og have samtaler om rigtige ting og ikke bare om at tage opvasken og sørge for vasketøjet og “det er altså ikke et hotel det her!”. Noget man ellers godt kan have tendens til at opføre sig som om det er, når man er 17–20 år og ikke lige gider opvask og vasketøj i samme tempo som sin mor.

Man kunne nemlig tale med min moster. Om alt muligt. Og både blive lyttet til og spurgt til råds, hvilket er ret fedt når man er de der17–20 år og ikke føler der er helt nok af den slags derhjemme. Om politik og rulletobak og om man gad passe hendes hus og hund i næste weekend og den slags. Og grine. Det kunne vi stadigvæk.

Godt et halvt år efter at hun var flyttet til Græsted, faldt hun om med en blodprop i hjernen på vej til arbejde mellem jul og nytår. En uge efter døde hun.

Måske er det derfor jeg har det lidt stramt med julen.

Jeg var meget insisterende da det kom til det med gravstedet. Jeg ville have en sten jeg kunne gå op og sige Hej til ind imellem. Det er sjældent det sker, selvom der ikke er mere end et par kilometer derop. Når det gør, er det en hellig treenighed af min mormors klaprende gebis, min morfars gnæggen og min mosters skæve grin.
Og det er godt at vide hvor jeg har dem, selvom guderne skal vide at jeg hellere havde dem i levendes live.

Med eller uden Nimbus og sidevogn.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s