Fredag morgen

Følgende er en skønsom blanding af virkelige og opdigtede hændelser og tænkt som et forsøg på at skrive en sammenhængende historie, som ikke tager direkte afsæt i afdøde familiemedlemmer. Enhver lighed med nulevende personer og steder er mere eller mindre tilfældig. Skulle du genkende dig selv i noget af historien, er det nok bare dig. 

Du sad på cyklen, på vej til arbejde. Regnen piskede dig i ansigtet og gjorde det umuligt at se noget ud af brillerne, men det var trods alt sikrere at have dem på, end at tage dem af.

Uden briller stoppede verden ca. halvanden meter længere fremme -ikke optimalt, når man som du, helst ville ligge forrest på cykelstien, og derfor som oftest kørte stærkt. Begrænset udsyn er en luder under de omstændigheder, og du hadede det faktum at du ikke kunne få kontaktlinser. Dine øjne tørrede ud af lortet.

In this day and age, hvor man kan sende folk til månen og opfinde en kuglepen der kan skrive under vand, kan man ikke engang finde ud af at lave kontaktlinser til folk med tørre øjne? Vorherre bevares.

Dine jeans var gennemblødte. Dine gummisko havde for længst opgivet kampen og sugede nu ivrigt alt det vand de kunne komme til. Godt der lå tørt tøj i skabet ude på arbejdet, men det ville have været rart, hvis der også var mulighed for at tage et varmt bad. Du havde svært ved at holde varmen og når du først blev våd og kold, var du næsten umulig at varme op igen. Det lå til familien, din mor og mormor havde det på samme måde. Sauna. Min næste lejlighed skal have en sauna, tænkte du, og varmede dig lidt ved tanken.

En gang havde du været hos lægen for at få det tjekket. Om det var blodomløbet eller stofskiftet eller noget man kunne gøre noget ved. Man læser jo så meget, men lægen vidste ikke hvad det var, sagde bare at du skulle tage en ekstra trøje på, det er jo også koldt for tiden. Du blev ikke en skid klogere. Til gengæld frøs du stadig. Helt ind i knoglerne. Fuck januar og kolde knogler!

Det, og vand i benene, var åbenbart ikke sådan lige at komme af med i en alder af nogen og tredive. Din røv nærmede sig godt nok det den var, da du var 17, men det var også det eneste der sådan rigtig kørte for dig lige for tiden.

Ellers gik i det faktisk ikke skide godt.

Det var ikke andet end et par måneder siden, at han skred. Efter en middag hjemme hos dine forældre, da I sad i bilen efter at have sagt farvel til dem, sagde han det. At han ikke kunne mere. Ikke magtede kulden, tavsheden, løgnene længere. Han havde fundet en anden, vist nok instruktøren på yoga holdet på arbejdet, du hørte ikke rigtig efter, det var som om dine ører var blevet lammede af chokket og ikke rigtig opfangede hvad han egentlig sagde.

Bagefter kørte han dig hjem til lejligheden. I tavshed. Pakkede en taske, satte sig ned i bilen og kørte igen. Hvorhen vidste du ikke, men du havde ikke set ham siden. Han måtte *virkelig* have trængt til at komme væk, når det skulle gå så stærkt at han ikke engang pakkede sine ting ned.

Det endte du med at gøre. Det kostede en del overvindelse at gå i gang med, men Mathilde havde jo ret, det *skulle* gøres, han *skulle* væk, ud af lejligheden, ud af dit hoved, ude af øje, men så langt fra ude af sind, som han kunne være. Skulle.

Så du pakkede. Og pakkede. Og græd. Og pakkede lidt mere.

Indtil det hele var væk, ethvert spor af ham forsvundet, kun mindet tilbage og den hårde klump i maven, den der smagte bittert af savn -og svigt!

Bitterhed. Du smagte på den en ekstra gang, mens regnen stadig piskede ind i ansigtet på dig, skyllede tårerne væk. Du havde haft den bitre smag i munden længe nu. Havde vel næsten vænnet dig til den, selvom du godt vidste at der var en anden vej. Lige nu havde du bare brug for at holde fast i smerten. Den og Mathilde var efterhånden de eneste faste holdepunkter i din tilværelse, fanden tage dig om du ville opgive den lige nu.

Du kiggede ned på dine sko. Fuck, hvor var de våde. Skifter det åndssvage signal ikke snart, så jeg kan komme videre? Du gjorde klar til at køre, der var kun et par kilometer tilbage nu, 5-10 minutter, hvis lyskrydsene var med dig resten af vejen, 5-10 minutter til du kunne vride vandet af dig ude på firmaets unisex toilet. Unisex. Hvad var der egentlig i vejen med kønsopdelte toiletter? Hold kæft, det ville være rart, hvis man kunne skifte tøj uden at bekymre sig om hvorvidt det var Henriette eller John der kom ind ad døren som den næste. Og et bad. Hvorfor havde de ikke et bad, det ville gøre alting meget lettere.

Du kom til at tænke på aftenens arrangement. Mathilde havde inviteret dig med til noget veninde komsammen i den anden ende af byen, noget med drinks og kjoler og lækre fyre der var hyret til at opvarte jer. Det lå lidt i luften at det ikke kun handlede om at mixe drinks og servere snacks, men at man også kunne blive serviceret på andre måder. Frække måder. Du gøs, i en blanding af forventningens glæde og det kolde ubehag der gerne følger med, når regnvandet finder ind under jakker og trøjer og løber ned ad nakken.

Det var vist nok en kæmpe herskabslejlighed hun havde, veninden. Eller et hus fra forrige århundrede, skænket af hendes rige farmor. Noget med en arv, ihvertfald. Hvem fanden havde også ellers råd til at bo på 400 kvadratmeter i den dyre ende af Frederiksberg? Du havde iøvrigt nok at gøre med at holde de 60 kvadratmeter du var flyttet til, efter at han skred. Det var som om motivationen til at gøre noget som helst, var forsvundet sammen med ham. Stå op, tage et bad, tøj på, op på cyklen, passe jobbet, se Mathilde. Meget mere orkede du egentlig ikke. Ville helst hjem og ligge i fosterstilling på sofaen.

Men nu var det nok, havde hun sagt, Mathilde. Nu måtte du også se at komme ud af osteklokken, ud af den dyne af selvmedlidenhed du pakkede dig ind i så snart du fik fri, ud og drikke sjove drinks og flirte lidt med til lejligheden indkøbte frække fyre. Ja okay, havde du modvilligt svaret, da hun spurgte dig i sidste uge, vel vidende at du nok næppe ville have hverken lyst eller overskud når dagen kom. Du overvejede sågar at fake et migræne anfald, men eftersom det ikke var noget du ellers døjede med, var det måske nok lige lovlig langt ude.

Skifter det lys aldrig? Shit, mand, jeg kan snart ikke blive mere våd!

Du tog brillerne af og strøg vandet af ansigtet, forsøgte også at tørre brillerne, men uden held. Argh, nu var der grønt, de andre cyklister kørte, på med brillerne igen, pis osse, de var glatte af regnen, dine hænder var rynkede og våde og nu tabte du dem fandme også -og nu skiftede det til rødt igen. Åndssvage lortedag!

Du stod af cyklen og fik fisket brillerne op af den enorme vandpyt der efterhånden havde samlet sig lige der på hjørnet. Gid du havde taget bussen!

Fortsættes…

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s