Fredag eftermiddag

Følgende er en skønsom blanding af virkelige og opdigtede hændelser og tænkt som et forsøg på at skrive en sammenhængende historie, som ikke tager direkte afsæt i afdøde familiemedlemmer. Enhver lighed med nulevende personer og steder er mere eller mindre tilfældig. Skulle du genkende dig selv i noget af historien, er det nok bare dig. 

Det var fredag eftermiddag, sidst i januar, og han var på vej over til Henrik. De sås ikke så tit, til trods for at de boede mindre end en kilometer fra hinanden, men i aften havde de aftalt at hænge ud. Høre musik, tømme barskabet, se hvad der skete.

De var begge i starten af trediverne; Henrik var uddannet fra RUC og havde et velbetalt job i den offentlige sektor, han selv var uuddannet men med en lærerplads på hånden med start om et par måneder, kunne han snart kalde sig voksenlærling. De jokede ofte med at han var en af proletariatets stolte sønner, på trods af at de begge udsprang af nogenlunde sammenlignelige kår -han havde dog valgt en anden vej end universitet, da der i sin tid skulle vælges, en vej han nu var blevet træt af, hvorfor han havde valgt at skifte spor.

I dag handlede det imidlertid ikke om hverken job eller uddannelse, det handlede om at drikke øl og hygge sig! Det var efterhånden sjældent at han gjorde det -gik ud og drak. Det gamle slæng havde trukket sig lidt, dengang han fik en depression. Lige når man har allermest brug for folk, finder man ud af hvem der egentlig kan bruges til noget. Sådan tænkte han stadig af og til.

Godt Louise havde været der, hende kunne han sgu altid regne med. De havde været bedste venner siden for evigt, føltes det som. I virkeligheden var det nok bare en 10–12 års tid, men det var også tæt nok på evigheden til at komme ud på et, mente han.
De havde været tæt på at blive kærester på et tidspunkt, havde ihvertfald kysset og kælet lidt, men var hurtigt blevet enige om at venskabet var for dyrebart, så de droppede det igen. Nu mødtes de hver eller hveranden uge, eller ihvertfald en gang om måneden, og ringede tit sammen for lige at høre hvordan livet stod til i den anden ende af byen.

Familien så han ikke så meget til. Forældrene boede stadig i hans fødeby ovre vestpå, og havde ikke videre travlt med at komme væk derfra. Søskende var der heller ingen af længere. Hans storesøster havde hængt sig selv forrige år til jul, lige som mormoren. Sortsindet havde de ikke fra fremmede. Lillebroderen var blevet dræbt af en vejsidebombe da han var udstationeret for FN. Det havde taget hårdt på både hans far og mor, selvom de havde været så stolte, da han stod der med den blå baret og uniformen, klar til at tage afsted. Første gang.
Anden gang var de knap så begejstrede, men da var kampene i området også taget til.

Der blev aldrig en tredje gang. Kun en kiste og et dannebrogsflag og kanoner der skød salut for de faldne. Hans mors gråd, og farens sammenbidte, konstant kværnende kæber, som om den gamle var på coke, havde han tænkt -hvilket han aldrig havde så meget som overvejet, men hver sin last, som man siger. Han selv havde haft stor glæde af det i en periode.
Søsteren blev væk fra bisættelsen. Lige indtil jul, hvor hun valgte at blive væk fra det hele. Så at sige.

Han skubbede tanken fra sig. Nuet. Det var nuet der var vigtigt. Fokusér på det der ligger foran dig, det der er passeret står alligevel ikke til at ændre. Sådan havde psykologen sagt til ham. Mange gange. Nu troede han efterhånden selv på det -når han huskede det. Det gjorde han nu.

Så han skuede fremad. Øl og hygge med Henrik i dag. I morgen: formodentlig tømmermænd og håndværker visit fra den gamle, der havde lovet at komme ind og skrue den bænk sammen han havde fået af dem i julegave, men været for sløv til selv at samle. Den gamle lavede alting selv, det havde han altid gjort. Lige fra de var helt små, havde han og broderen set ham skille deres cykler ad når de var i stykker, og samle dem igen med nye dele. Eller grave køkkenhaven og bygge en kompost, et udhus, en carport eller hvad der nu ellers lige skulle ordnes. Den gamle ordnede det.

Han selv havde mest bare kigget på. Lillebroderen var mere interesseret, så det var oftest ham der blev inddraget i projekterne. Selv var han aldrig blevet særlig dygtig til at ordne ting med hænderne. Indtil nu. Nu skulle han i lære, og lære at bruge sine hænder ordentligt. Godt nok ville han være midt i trediverne før han var færdig, men bedre sent end aldrig, det sagde den gamle også altid. Når han ikke lige beklagede sig over at han ingen børnebørn havde. Til det lød svaret som oftest lakonisk tilbage “Bedre sent end aldrig!”

Han gruede sgu lidt for morgendagens byggeprojekt. Kl. 10 ville den gamle have været der. Det var lykkedes at ændre aftalen til kl. 11. Godt nok havde han og Henrik ikke planlagt noget vildt -ingen af dem var til diskoteksmusik eller -belysning, men man kunne jo aldrig vide hvad aftenen ville bringe, og boremaskine og tømmermænd harmonerer bare utrolig dårligt, men nu var aftalen jo lavet.

Hul i det, tænkte han, det går sgu nok. Han ringede på. Henrik buzzede ham ind via dørtelefonen, uden at løfte røret for at høre hvem det var. Han havde en sixpack Classic i den ene hånd og 20 røde cecil i jakkelommen -hos Henrik røg man stadig indenfor.
Det var der ellers ikke mange der gjorde længere.
Hans kæreste var ligeglad, så længe det foregik i køkkenet -og køkkenet var væsentlig bedre end at skulle ned i gården eller på gaden hvert 20. minut.

Han røg egentlig ikke længere. Ikke fast ihvertfald. Altså hvis nogen spurgte. I virkeligheden røg han hver dag. Det første han gjorde, når han kom hjem fra arbejde, var at sætte sig på altanen med en smøg og en kop kaffe, og det sidste han gjorde inden han gik i seng, var at ryge igen. Han røg ikke på arbejdet. Opretholdt illusionen over for alle andre, om at han var fest-ryger, men fortalte ikke at hver dag var en fest. Ihvertfald hvad smøgerne angik.

Hans forældre havde gjort det samme. Røget i smug.
Ikke for ham, nejnej, han var på daværende tidspunkt den eneste der røg åbenlyst. Nej, de røg i smug for hinanden. Det er fandme dumt, tænkte han dengang. Hold kæft, hvor er det dumt, mand!
Nu gjorde han det selv. Arv og miljø.

I aften var der dog ingen grund til at ryge i dølgsmål, i aften var der ingen grund til at skjule noget som helst, i aften skulle den have en gevaldig en over nakken, livet skulle mærke at det blev levet sku’ det! Han tog trappen i spring, 2 trin ad gangen, til han stod, storsmilende, foran Henriks hoveddør. Krammer og dunken i ryggen og “godt at se dig” og “i lige måde, kom indenfor, næh, er det til mig, jeg sætter dem lige i vand!” -det sidste var møntet på sixpacken der altid gjorde det ud for værtinde buketten når de mødtes og altid fik samme kommentar med på vejen før de røg på køl.

Fortsættes…

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s