Om at grine på jysk

Min mormor bandede og havde gebis og min morfar var togmand og gav mig min første lommekniv da jeg var 8. En schweizerkniv med 8 funktioner! Det var den bedste julegave nogensinde, tror jeg. Også selvom jeg mange gange siden har fortrudt, at jeg ikke tog mod hans tilbud om at komme med ud og køre tog den aften, da han skulle på arbejde efter julemiddagen. Jeg ville vel hellere danse om juletræ og have gaver og han var også sådan lidt sær og sønderjysk og brummede mere end han talte. Da jeg var 8 kendte jeg ikke John Wayne, men havde jeg kendt ham, havde jeg helt sikkert sammenlignet dem, min morfar og John.

Jeg tror nok min morfar grinede mere end John Wayne. På den der måde hvor der ikke er så meget lyd, men hvor man kan se tænderne og ikke kan se øjnene så meget, og hvor maven hopper op og ned. Han havde en ret stor mave dengang, min morfar. Indtil først min mormor døde, og så min moster. Så blev han ligesom helt lille og runken og fik skæg og grinede vist ikke meget mere end John Wayne.

Jeg kan huske da han døde. Min moster var død nogen tid før, uden at jeg fik sagt farvel til hende, og efter det skrumpede han endnu mere ind, indtil han til sidst nærmest gik i et med hospitalets lagner. Jeg fik holdt ham i hånden og kigget ham i øjnene og sagt tak for lommekniven og grinene og fordi han altid havde været der og aldrig havde skældt os ud. Jeg sagde det meste af det inde i hovedet. Også farvel.

Af og til tænker jeg at det ville det være meget rart at køre tog med John Wayne. Eller min morfar. Bare holde kæft og køre derudaf med jernhesten, du ved, passe gesjæften uden de store dikkedarer og armbevægelser. Lissom dengang en mand var en mand og en bøsse var noget man skød. Med.

Da han kom hjem igen senere på aftenen, styrtløb jeg ud i entreen og kastede mig i favnen på ham og sagde “taktaktaktaktaktaktakdetvarverdensbedstejulegavetaktaktaktaktak”.
Min morfar grinede på sin skæve morfaragtige måde og brummede et eller andet sønderjysk og var meget tilfreds med sig selv, tror jeg.

Det talte vi jo ikke ligefrem om. Heller ikke den dag på hospitalet.

Når jeg af og til bevæger mig op forbi hans gravsted, som han deler med min mormor og min moster, så snakker vi om det. Stadig mest inde i mit hovede, men vi snakker.
Og jeg kan se ham grine imens.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s