Superforbrugere

Advarsel: Here be brok! Det er ikke rettet mod nogen bestemt, det er rimelig generelt. Det udspringer af en samtale forleden morgen, om gæster til en børnefødselsdag som, istedet for at være glade for det arrangerede, spurgte hvorfor der ikke var mere?!? Efterfølgende tænkte jeg videre, og jeg tror simpelthen ikke på at det bare er fordi de er børn. Jeg tror mere på noget i retning af det her (og hvis du er uenig, så kommenter endelig!):

Vi skaber små super(over)forbrugere, ved den måde vi indretter os -og vores liv- på.

Ved konstant at fodre vores børn med nye ting, skaber vi (forældre) en forventning hos vores afkom om at de blot skal pege, så åbner porten til det forjættede land sig, og de kan bade i actionmænd og my little pony og alt det de ellers godt kunne tænke sig ikke at skulle leve foruden. (Man fristes til at drage en parallel til de to “arrogante møgkællinger” på hovedbanen forleden..)

Selvfølgelig er det første de siger, når de lukkes ind i en Build-a-Bear butik, ikke: “årh hvad, tak, hvor er du sej, at du giver bamser til hele fødselsdagsselskabet!” men derimod nærmere noget i retning af: “Øv, hvorfor må vi ikke få tøj til dem?” -for vi har jo selv lært dem at nok aldrig er nok.

Den anden vej

Jeg vil gerne noget andet. Jeg vil gerne skrue ned for mængden af ting, af nyanskaffelser der ikke er strengt nødvendige, ikke kun af økonomiske årsager, men lige så meget for at gå imod over-/forbrugerismen (is that even a word?).

Der er andre ting der er vigtigere end fladskærms-tv og spillekonsoller, andre værdier jeg hellere vil give mine børn.

Jeg håber ikke det er for sent! Nu starter jeg lige med at sætte tv’et væk og sælge ud af alle mine ejendele og nøjes med at købe ting jeg vitterlig mangler. Eller som drengene mangler. Det giver også bedre plads til at drømme og en motivation til at spare op til ting, som jeg ellers tror går tabt. Motivationen, that is, ikke tingene. De går aldrig tabt, de ligger altid der og skinner og venter på at du kommer og køber dem.

 

 

PS. Jeg er flintrende ligeglad med hvad du gør med dine børn. Du må hjertens gerne stopfodre dem med alt lige fra ninjago til ninja turtles, jeg skal nok lade være med at pege fingre. Mine egne unger er også suckers for all things new and shiny!  Men næste gang du undrer dig over eller synes at naboens knægt er pisse grådig og hamrende uopdragen, så stop lige op og overvej om det nu virkelig også ER fordi børn jo er børn, eller om det måske bunder i at han er vant til at få mere eller mindre alt hvad han peger på, og ser de voksne omkring ham opføre sig på samme måde. Behovstilfredstillelse, frem for -udsættelse.

“Mine! Mine! Mine!” -for nu at citere mågerne fra Finding Nemo.

 

Reklamer