Et sommerhus i Odsherred -part deux

Jeg er kommet i det hus hele mit liv. Det har altid været der og forhåbentlig vil det altid være der for mine egne børn også.
De bliver femte generation i det lille (store) sorte træhus med de hvidmalede vinduer. Engang var de brune, ligesom resten af (det indvendige) træværket.

Jeg husker en sommer hvor alle vi børn og voksne sædvanen tro havde taget opstilling uden for mine bedsteforældres soveværelse, med flag, redekam, kaffekande, marchtromme, signalhorn og hvad der ellers ku’ bruges til at spille “far/morfar har fødselsdag for det har han jo og det er i dag” på. Han har fødselsdag den 10. juli og til sommer bliver han 93. Det er nogle år siden han sidst har gøglet rundt i sommerhuset på sin fødselsdag og skåret ansigter og smurt tommetykke honningmadder til sine børnebørn.
“Det skal være farfar der smør den!” lød det gerne insisterende -han smurte altid tykt på, dengang før sukkerforskrækkelsen for alvor satte ind. Og hey -vi havde 8 lange uger til at løbe krudtet ud af kroppen igen.

Mindst 3 af dem blev tilbragt i sommerhuset. Gerne flere, hvis vi kunne slippe afsted med det. Grunden er kæmpestor, en af de først udstykkede sommerhusgrunde på de kanter -i dag var den blevet splittet op i 2 eller 3 grunde. Dengang var den et vildnis, en skøn blanding af høje mørke graner (hvor man kunne gemme sig for skovheksene), store gyvel krat, bær buske, skovjordbær -og klatretræet! En tårnhøj bøg, man kunne komme næsten helt op i toppen af, hvilket min oldefar engang præsterede i en alder af nogen og 80 -hvorefter han råbte til min fætter om hjælp.
Fætter løb ind i huset og råbte “mormor, mormor, oldefar sidder oppe i klatretræet og kan ikke komme ned!” -hvortil svaret tørt lød “kan han komme op, så kan han også komme ned!”

Senere måtte det lade livet til fordel for mere sol på terrassen. Jeg havde på det tidspunkt ikke frekventeret huset i en årrække, da familien efterhånden var blevet af en størrelse og beskaffenhed så det ikke længere var rigtig hyggeligt at samles deroppe alle til hobe. Derfor tog jeg et time-out på et par år, men følte alligevel et stik i hjertet, da jeg hørte at man havde væltet den gamle kæmpe af et klatretræ. Fortørnet på kommende generationers vegne, forstås, for hvad skulle de nu klatre i?

Der gik et par år, før det blev relevant, og de dengang kommende generationer har idag mere travlt med at kaste sten i vandet nede på stranden end med at mangle et klatretræ -og den eneste der savner det, sådan rigtigt, er nok mig.

20130228-002824.jpg

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s