De små ting

I dag har været en af den slags dage, der ryger lige i gemmebogen!Vi havde glædet os lige siden mandag morgen, hvor ingen af os på nogen måde magtede at være den voksne og gøre vores pligter. Fritidshjem, skole eller arbejde -vi havde synkront brug for at blive under dynen. Hele dagen!

Den gik naturligvis ikke, for hjulene, du ved, de drejer jo ikke af sig selv (hvor jeg dog hader at være nødt til at lære dem det allerede nu. De er for fanden kun 5&7!), så op vi kom, og i tøjet og afsted til hver vores udgave af hjulet. Men vi aftalte, før vi skiltes, højtideligt, med hånden på hjertet og andægtigt lukkede øjne, at fredag -fredag skulle bruges på #Netflixogdyner. Nattøj, spil, hveder med tandsmør, nedrullede gardiner, slik og hygge. 

Således opløftede ved tanken om den nært forestående fredag, gik vi hver til sit, for at trækkes med hinandens fravær i de timer det nu tager at yde sit til det store maskineri.

Vi har talt om den her dag, hver eneste dag i den forgangne uge. Den 7-årige gav allerede tidligt på ugen udtryk for at det nok ville gå hen og blive en af de bedste uger længe, for onsdag kom farmor og hentede, torsdag skulle han til fødselsdag hos en fra klassen og fredag var der #Netflixogdyner og spil på iPad og det kunne nærmest ikke blive meget bedre.

I morges, da vi sad og spiste hveder med tandsmør og puddersukker, sagde han så det, der slog hovedet på sømmet: “Far, i forgårs glædede jeg mig faktisk mere til i dag, end til i går!” -og han glædede sig ellers pænt meget til den fødselsdag i går!

  

Ovenpå det indlæg jeg smed på bloggen i går aftes, om konsekvenserne for ungerne af pludselig at have fået to hjem istedet for et, er det fandme fantastisk, pardon my french, at kunne gøre så meget med så relativt lidt.

Vi har hverken været i ZOO, på Bakken eller i Hareskoven. Eller sågar bare nede i gården og lege med de andre børn og voksne. Vi har chillet igennem, fordi det var det der var brug for -og det var det allerbedste i hele verden. Jeg har nok også glædet mig mindst lige så meget til den her dag, som drengene har!

Nogle gange skal der ikke så meget til. Nogle gange er ikke så meget mere end rigeligt.

Nogle gange er det faktisk lige præcis det der skal til.

  

Status

Jeg skrev egentlig det her for et godt stykke tid siden. Sådan, lige omkring nytår, hvor der er konsensus om at man poster den slags. Jeg ventede. Havde vel lidt kvababbelser fordi det alligevel er ret personligt og ikke kun handler om mig. Men på den anden side -jeg vil jo gerne fortælle den her historie på et tidspunkt, i en længere form, og det her er en ret stor del af den historie, en vigtig del, så nu er den her, endelig, min status over 2015!
__

Man kunne godt, og med en vis ret, postulere at 2015 på mange måder har været et lorteår. Internationalt, ja, men i høj grad også helt lokalt, i min egen personlige lille andedam, i en grad så jeg faktisk med en slags skam må melde at jeg stemplede lidt ud af nyhedsstrømmen, fordi jeg havde så rigeligt på min egen tallerken.

Der har da, bevares, været enkelte lyspunkter. Min 40 års fødselsdag forløb f.eks. på alle måder ganske udmærket (omend jeg nok stadig skylder en slags komsammen i en bredere kreds end den nærmeste familie!).

Fire dages bikepacking med shelter overnatninger og meget lidt bagage, var absolut også overvejende en succes, ligesom Tony Bennett og Lady Gaga på Plænen i Tivoli var det.

På den anden side gik June og jeg hver til sit efter 8 år sammen i last og brast og lyst og nød og medgang og, efterhånden al for meget, modgang -og jeg tror end ikke en førstepræmie i Eurojackpot ville have kunne overskygge det faktum at der næppe er gået en enkelt dag siden beslutningen blev truffet, uden at jeg har våndet mig ved tanken om hvordan vi skal få det til at lande på en ordentlig måde for drengene.

Ja, der er masser af andre mennesker der også gør eller har gjort det og som har børn der er kommet nogenlunde helskindet ud af det. Men jeg er ikke dem og jeg har ingen erfaring med hvordan man tackler det.

Jeg er rundet af kernefamilien, der i 70’erne flyttede fra byen ud på landet, opvokset blandt parcelhuse og ligusterhække og “legende børn” skilte, med en pædagogdagplejemor og en skolelærerfar og masser af plads til fritidsinteresser. Jeg kan ikke huske at der var klassekammerater med skilsmisseforældre.

Jeg ved ikke hvordan man gør, når man går fra hinanden.

Jo jo, jeg har haft kærester som jeg er gået fra. Eller som er gået fra mig. Men ingen af dem har jeg haft børn med, ingen af dem har det været bydende nødvendigt at holde kontakten -og dermed en ordentlig tone- med.
Vi er jo blot drivetømmer der flyder med strømmen, som Onkel Anders siger i en Far til Fire film, så det gjorde vi -drev videre, hver for sig.

Nu er jeg forbundet mere eller mindre, på godt og ondt og resten af mit liv, til en kvinde jeg ikke længere er sammen med, men som jeg bliver nødt til at løse den samarbejdsopgave med, som det er at have børn sammen. Ihvertfald når et gennemgående credo i mit liv har været at forsøge være et ordentligt menneske. At forsøge at gøre tingene ordentligt. At være ordentlig over for andre. Og mig selv.

Og børnene. Børnene som kryber ind til mig og spørger om jeg ikke bliver og sover, når vi, for deres skyld, primært, holder jul sammen, alle sammen, hos deres mormor. Børnene, som får angst- og stresslignende symptomer med åndedrætsbesvær og ondt i maven fordi tingene ikke er som de plejer. Intet er som det plejer, alt er vendt op og ned og de savner mig når de er hos deres mor -og savner hende når de er hos mig.

Lortebørneliv.

Men alternativet. Alternativet var så meget værre at det var den eneste rigtige ting at gøre, for dem såvel som for os.
Der *var* ikke anden udvej and at gå hver til sit. Det bliver jeg ved at sige til mig selv, ofte højt og ofte til hunden og ofte mens jeg tuder ned i en kop kaffe, som forleden da jeg afleverede dem begge efter en uge sammen, hvor de den sidste dag begge vågnede med ondt i maven og på hver deres meget direkte indirekte børnefacon gav klart og utvetydigt udtryk for at de syntes det var noget lort det hele.

For det er det. Og jeg ved det godt.

Men… Jeg har ikke dårlig samvittighed. Jeg fortryder ikke at gjort er gjort. Det var på mange måder nødvendigt. Men jeg forbander det faktum at drengene skal udsættes for det. Uanset hvor mange andre der er kommet helskindet igennem det og vokset op og blevet sunde og glade og helstøbte voksne. Uanset at jeg udmærket godt ved at det jeg kan give drengene nu, det vi kan give dem, nu vi ikke længere tynger hinanden ned, June og jeg, er fuldt og helt lige så godt, eller endda bedre end da vi var sammen.
Det gør stadig ondt på dem. Og det gør stadig ondt på mig!

Gid 2016 må blive et bedre år. For mine børn. For verden. For June. For mig selv. Men mest af alt for drengene!

Nothing to see!

Nej, der er ikke “sket noget” -Facebook har ikke slettet mig. Det har jeg. Eller, deaktiveret. Nu skruer jeg ned for den unødige larm og op for den lødige.

Mindre crap, mere substans.

Nailed it

“Det ville være dejligt, hvis vi stadig boede sammen alle sammen og I ikke var uvenner hver dag -for så kunne vi hele tiden lege med alt det LEGO vi har ovre hos mor OG vi slap for at have forældre der hele tiden skændtes.”

Den 7-årige sagde det!

Og selvom det ikke er en mulighed, forstår jeg så udmærket hvor det kommer fra!

Tro kan flytte data

Når man melder sig ud af folkekirken, mailer man et scan af et brev med sit cpr nr og underskrift. Pr. mail. Ikke sikker mail, bare helt almindelig mail.
Ikke noget med et scan af din dåbsattest eller kørekort eller det gule sygesikringskort. Ikke noget med nemID.
Intet, der rent faktisk bekræfter at du er den du giver dig ud for at være.

“Nååh, men du kan jo ikke forfalske dit eget cpr nr?”

Arj, det er rigtigt, det kan jeg ikke. Men jeg kan godt skrive dit, iggås? Og lade som om det er din underskrift jeg skriver og så vupti, har jeg meldt dig ud af Folkekirken. (Du kan altid takke mig senere!)

Datasikkerhed? Njah (her ville autocorrect skrive Noah. Coincidence? I think not! Velkommen til arken…), det bruger vi itte rittig her i kirken, hele setuppet er jo trods alt baseret på tro, skal du huske på.
Ok, så du TROR bare på at jeg er den jeg er, og ikke f.eks. bare lader som om jeg er min far eller min bror, eller en af mine ekskærester? Eller statsministeren? F.eks.?

Man skal være forholdsvis stærk i troen, for at melde sig ud af folkekirken. Det er lidt i strid med hele formålet med at melde sig ud, men måske en del af hele deres scam? Tvivlerne tør ikke melde sig ud og de stærke i troen har ikke behovet. Det er næsten lissom licensen, Jensen!

(Jeg har nu meldt mig ud alliwl! Jeg er jo faktisk den jeg siger jeg er, også når jeg skriver til Anna Kirkesogn. But still.)

Min mosters motorcykel

Jeg havde engang en moster der havde en motorcykel. Den var blå og det var en Nimbus og den havde sidevogn.
Jeg kan huske at jeg så den en enkelt gang. Det var i gården hos min mormor og morfar og vi fik lov til at kravle rundt og sidde både på den og i sidevognen. Sådan husker jeg det. Min mor er ikke så meget for motorcykler, så måske husker jeg forkert, måske fik vi ikke lov og så var forestillingen om hvor sejt det ville være, så stærk at det i mit hovede blev til virkeligheden.
Men jeg så den. Så meget ved jeg.

Jeg syntes det var vældig sejt at have en moster med motorcykel dengang. Især en Nimbus med sidevogn. Mest fordi jeg vidste at den var dansk og der ikke var mange af dem.

Senere solgte hun den, vist nok fordi hun manglede penge. Jeg syntes det var åndssvagt. Jeg syntes hun skulle have solgt sit tv istedet. Det er jo langt sejere at have en moster med motorcykel, end en moster med tv.

Til gengæld var hun lesbisk, min moster og dem var der ikke mange af der hvor jeg kom fra. Så få, faktisk, at nogen vist nok i en del år troede det bare var en fiks idé. Det troede jeg ikke. Til gengæld troede jeg hun var kæreste med Anne Linnet. Hun var den eneste anden jeg kendte, der var lesbisk.

Det viste sig at det var hun ikke. Hun var kæreste med en der hed Anja. Det lød næsten ens.

Min moster boede i Jylland det meste af tiden -tæt ved Jyllandsringen, som var en anden sej ting ved hende. Vi var der godt nok ikke mens der blev kørt nogen form for ræs, men det var godt, du ved, det føltes godt at kunne sige.

Min far har en traktor. Nå, men min moster bor lige ved siden af Jyllandsringen. I den dur.
Vi kom nok ikke så meget ud.

Jeg kan huske dengang min bror og jeg kom ud, og cyklede over til hende i Jylland, med cykeltasker og det hele. Vi har vel været 13 og 14. Vi sejlede langt væk på Silkeborgsøerne i en kano og kom tilbage og spiste verdens største isvaffel -undtagen mig, som kun kunne spise halvdelen, så min bror spiste resten. Og så lavede vi krymmel. Hjemmelavet. I Krymleriet. Og sov i hængekøje og dansede fjollet til Hvalen Hvalborg. Og grinede. Nøj, hvor vi grinede.

Senere, efter min mormor døde, og min moster flyttede til Græsted for at være lidt tættere på min morfar og os andre, blev hendes hus nede ved stationen en slags helle, hvor man kunne gå hen og ryge i fred og drikke kaffe og have samtaler om rigtige ting og ikke bare om at tage opvasken og sørge for vasketøjet og “det er altså ikke et hotel det her!”. Noget man ellers godt kan have tendens til at opføre sig som om det er, når man er 17–20 år og ikke lige gider opvask og vasketøj i samme tempo som sin mor.

Man kunne nemlig tale med min moster. Om alt muligt. Og både blive lyttet til og spurgt til råds, hvilket er ret fedt når man er de der17–20 år og ikke føler der er helt nok af den slags derhjemme. Om politik og rulletobak og om man gad passe hendes hus og hund i næste weekend og den slags. Og grine. Det kunne vi stadigvæk.

Godt et halvt år efter at hun var flyttet til Græsted, faldt hun om med en blodprop i hjernen på vej til arbejde mellem jul og nytår. En uge efter døde hun.

Måske er det derfor jeg har det lidt stramt med julen.

Jeg var meget insisterende da det kom til det med gravstedet. Jeg ville have en sten jeg kunne gå op og sige Hej til ind imellem. Det er sjældent det sker, selvom der ikke er mere end et par kilometer derop. Når det gør, er det en hellig treenighed af min mormors klaprende gebis, min morfars gnæggen og min mosters skæve grin.
Og det er godt at vide hvor jeg har dem, selvom guderne skal vide at jeg hellere havde dem i levendes live.

Med eller uden Nimbus og sidevogn.

Fredag morgen

Følgende er en skønsom blanding af virkelige og opdigtede hændelser og tænkt som et forsøg på at skrive en sammenhængende historie, som ikke tager direkte afsæt i afdøde familiemedlemmer. Enhver lighed med nulevende personer og steder er mere eller mindre tilfældig. Skulle du genkende dig selv i noget af historien, er det nok bare dig. 

Du sad på cyklen, på vej til arbejde. Regnen piskede dig i ansigtet og gjorde det umuligt at se noget ud af brillerne, men det var trods alt sikrere at have dem på, end at tage dem af.

Uden briller stoppede verden ca. halvanden meter længere fremme -ikke optimalt, når man som du, helst ville ligge forrest på cykelstien, og derfor som oftest kørte stærkt. Begrænset udsyn er en luder under de omstændigheder, og du hadede det faktum at du ikke kunne få kontaktlinser. Dine øjne tørrede ud af lortet.

In this day and age, hvor man kan sende folk til månen og opfinde en kuglepen der kan skrive under vand, kan man ikke engang finde ud af at lave kontaktlinser til folk med tørre øjne? Vorherre bevares.

Dine jeans var gennemblødte. Dine gummisko havde for længst opgivet kampen og sugede nu ivrigt alt det vand de kunne komme til. Godt der lå tørt tøj i skabet ude på arbejdet, men det ville have været rart, hvis der også var mulighed for at tage et varmt bad. Du havde svært ved at holde varmen og når du først blev våd og kold, var du næsten umulig at varme op igen. Det lå til familien, din mor og mormor havde det på samme måde. Sauna. Min næste lejlighed skal have en sauna, tænkte du, og varmede dig lidt ved tanken.

En gang havde du været hos lægen for at få det tjekket. Om det var blodomløbet eller stofskiftet eller noget man kunne gøre noget ved. Man læser jo så meget, men lægen vidste ikke hvad det var, sagde bare at du skulle tage en ekstra trøje på, det er jo også koldt for tiden. Du blev ikke en skid klogere. Til gengæld frøs du stadig. Helt ind i knoglerne. Fuck januar og kolde knogler!

Det, og vand i benene, var åbenbart ikke sådan lige at komme af med i en alder af nogen og tredive. Din røv nærmede sig godt nok det den var, da du var 17, men det var også det eneste der sådan rigtig kørte for dig lige for tiden.

Ellers gik i det faktisk ikke skide godt.

Det var ikke andet end et par måneder siden, at han skred. Efter en middag hjemme hos dine forældre, da I sad i bilen efter at have sagt farvel til dem, sagde han det. At han ikke kunne mere. Ikke magtede kulden, tavsheden, løgnene længere. Han havde fundet en anden, vist nok instruktøren på yoga holdet på arbejdet, du hørte ikke rigtig efter, det var som om dine ører var blevet lammede af chokket og ikke rigtig opfangede hvad han egentlig sagde.

Bagefter kørte han dig hjem til lejligheden. I tavshed. Pakkede en taske, satte sig ned i bilen og kørte igen. Hvorhen vidste du ikke, men du havde ikke set ham siden. Han måtte *virkelig* have trængt til at komme væk, når det skulle gå så stærkt at han ikke engang pakkede sine ting ned.

Det endte du med at gøre. Det kostede en del overvindelse at gå i gang med, men Mathilde havde jo ret, det *skulle* gøres, han *skulle* væk, ud af lejligheden, ud af dit hoved, ude af øje, men så langt fra ude af sind, som han kunne være. Skulle.

Så du pakkede. Og pakkede. Og græd. Og pakkede lidt mere.

Indtil det hele var væk, ethvert spor af ham forsvundet, kun mindet tilbage og den hårde klump i maven, den der smagte bittert af savn -og svigt!

Bitterhed. Du smagte på den en ekstra gang, mens regnen stadig piskede ind i ansigtet på dig, skyllede tårerne væk. Du havde haft den bitre smag i munden længe nu. Havde vel næsten vænnet dig til den, selvom du godt vidste at der var en anden vej. Lige nu havde du bare brug for at holde fast i smerten. Den og Mathilde var efterhånden de eneste faste holdepunkter i din tilværelse, fanden tage dig om du ville opgive den lige nu.

Du kiggede ned på dine sko. Fuck, hvor var de våde. Skifter det åndssvage signal ikke snart, så jeg kan komme videre? Du gjorde klar til at køre, der var kun et par kilometer tilbage nu, 5-10 minutter, hvis lyskrydsene var med dig resten af vejen, 5-10 minutter til du kunne vride vandet af dig ude på firmaets unisex toilet. Unisex. Hvad var der egentlig i vejen med kønsopdelte toiletter? Hold kæft, det ville være rart, hvis man kunne skifte tøj uden at bekymre sig om hvorvidt det var Henriette eller John der kom ind ad døren som den næste. Og et bad. Hvorfor havde de ikke et bad, det ville gøre alting meget lettere.

Du kom til at tænke på aftenens arrangement. Mathilde havde inviteret dig med til noget veninde komsammen i den anden ende af byen, noget med drinks og kjoler og lækre fyre der var hyret til at opvarte jer. Det lå lidt i luften at det ikke kun handlede om at mixe drinks og servere snacks, men at man også kunne blive serviceret på andre måder. Frække måder. Du gøs, i en blanding af forventningens glæde og det kolde ubehag der gerne følger med, når regnvandet finder ind under jakker og trøjer og løber ned ad nakken.

Det var vist nok en kæmpe herskabslejlighed hun havde, veninden. Eller et hus fra forrige århundrede, skænket af hendes rige farmor. Noget med en arv, ihvertfald. Hvem fanden havde også ellers råd til at bo på 400 kvadratmeter i den dyre ende af Frederiksberg? Du havde iøvrigt nok at gøre med at holde de 60 kvadratmeter du var flyttet til, efter at han skred. Det var som om motivationen til at gøre noget som helst, var forsvundet sammen med ham. Stå op, tage et bad, tøj på, op på cyklen, passe jobbet, se Mathilde. Meget mere orkede du egentlig ikke. Ville helst hjem og ligge i fosterstilling på sofaen.

Men nu var det nok, havde hun sagt, Mathilde. Nu måtte du også se at komme ud af osteklokken, ud af den dyne af selvmedlidenhed du pakkede dig ind i så snart du fik fri, ud og drikke sjove drinks og flirte lidt med til lejligheden indkøbte frække fyre. Ja okay, havde du modvilligt svaret, da hun spurgte dig i sidste uge, vel vidende at du nok næppe ville have hverken lyst eller overskud når dagen kom. Du overvejede sågar at fake et migræne anfald, men eftersom det ikke var noget du ellers døjede med, var det måske nok lige lovlig langt ude.

Skifter det lys aldrig? Shit, mand, jeg kan snart ikke blive mere våd!

Du tog brillerne af og strøg vandet af ansigtet, forsøgte også at tørre brillerne, men uden held. Argh, nu var der grønt, de andre cyklister kørte, på med brillerne igen, pis osse, de var glatte af regnen, dine hænder var rynkede og våde og nu tabte du dem fandme også -og nu skiftede det til rødt igen. Åndssvage lortedag!

Du stod af cyklen og fik fisket brillerne op af den enorme vandpyt der efterhånden havde samlet sig lige der på hjørnet. Gid du havde taget bussen!

Fortsættes…

Fredag eftermiddag

Følgende er en skønsom blanding af virkelige og opdigtede hændelser og tænkt som et forsøg på at skrive en sammenhængende historie, som ikke tager direkte afsæt i afdøde familiemedlemmer. Enhver lighed med nulevende personer og steder er mere eller mindre tilfældig. Skulle du genkende dig selv i noget af historien, er det nok bare dig. 

Det var fredag eftermiddag, sidst i januar, og han var på vej over til Henrik. De sås ikke så tit, til trods for at de boede mindre end en kilometer fra hinanden, men i aften havde de aftalt at hænge ud. Høre musik, tømme barskabet, se hvad der skete.

De var begge i starten af trediverne; Henrik var uddannet fra RUC og havde et velbetalt job i den offentlige sektor, han selv var uuddannet men med en lærerplads på hånden med start om et par måneder, kunne han snart kalde sig voksenlærling. De jokede ofte med at han var en af proletariatets stolte sønner, på trods af at de begge udsprang af nogenlunde sammenlignelige kår -han havde dog valgt en anden vej end universitet, da der i sin tid skulle vælges, en vej han nu var blevet træt af, hvorfor han havde valgt at skifte spor.

I dag handlede det imidlertid ikke om hverken job eller uddannelse, det handlede om at drikke øl og hygge sig! Det var efterhånden sjældent at han gjorde det -gik ud og drak. Det gamle slæng havde trukket sig lidt, dengang han fik en depression. Lige når man har allermest brug for folk, finder man ud af hvem der egentlig kan bruges til noget. Sådan tænkte han stadig af og til.

Godt Louise havde været der, hende kunne han sgu altid regne med. De havde været bedste venner siden for evigt, føltes det som. I virkeligheden var det nok bare en 10–12 års tid, men det var også tæt nok på evigheden til at komme ud på et, mente han.
De havde været tæt på at blive kærester på et tidspunkt, havde ihvertfald kysset og kælet lidt, men var hurtigt blevet enige om at venskabet var for dyrebart, så de droppede det igen. Nu mødtes de hver eller hveranden uge, eller ihvertfald en gang om måneden, og ringede tit sammen for lige at høre hvordan livet stod til i den anden ende af byen.

Familien så han ikke så meget til. Forældrene boede stadig i hans fødeby ovre vestpå, og havde ikke videre travlt med at komme væk derfra. Søskende var der heller ingen af længere. Hans storesøster havde hængt sig selv forrige år til jul, lige som mormoren. Sortsindet havde de ikke fra fremmede. Lillebroderen var blevet dræbt af en vejsidebombe da han var udstationeret for FN. Det havde taget hårdt på både hans far og mor, selvom de havde været så stolte, da han stod der med den blå baret og uniformen, klar til at tage afsted. Første gang.
Anden gang var de knap så begejstrede, men da var kampene i området også taget til.

Der blev aldrig en tredje gang. Kun en kiste og et dannebrogsflag og kanoner der skød salut for de faldne. Hans mors gråd, og farens sammenbidte, konstant kværnende kæber, som om den gamle var på coke, havde han tænkt -hvilket han aldrig havde så meget som overvejet, men hver sin last, som man siger. Han selv havde haft stor glæde af det i en periode.
Søsteren blev væk fra bisættelsen. Lige indtil jul, hvor hun valgte at blive væk fra det hele. Så at sige.

Han skubbede tanken fra sig. Nuet. Det var nuet der var vigtigt. Fokusér på det der ligger foran dig, det der er passeret står alligevel ikke til at ændre. Sådan havde psykologen sagt til ham. Mange gange. Nu troede han efterhånden selv på det -når han huskede det. Det gjorde han nu.

Så han skuede fremad. Øl og hygge med Henrik i dag. I morgen: formodentlig tømmermænd og håndværker visit fra den gamle, der havde lovet at komme ind og skrue den bænk sammen han havde fået af dem i julegave, men været for sløv til selv at samle. Den gamle lavede alting selv, det havde han altid gjort. Lige fra de var helt små, havde han og broderen set ham skille deres cykler ad når de var i stykker, og samle dem igen med nye dele. Eller grave køkkenhaven og bygge en kompost, et udhus, en carport eller hvad der nu ellers lige skulle ordnes. Den gamle ordnede det.

Han selv havde mest bare kigget på. Lillebroderen var mere interesseret, så det var oftest ham der blev inddraget i projekterne. Selv var han aldrig blevet særlig dygtig til at ordne ting med hænderne. Indtil nu. Nu skulle han i lære, og lære at bruge sine hænder ordentligt. Godt nok ville han være midt i trediverne før han var færdig, men bedre sent end aldrig, det sagde den gamle også altid. Når han ikke lige beklagede sig over at han ingen børnebørn havde. Til det lød svaret som oftest lakonisk tilbage “Bedre sent end aldrig!”

Han gruede sgu lidt for morgendagens byggeprojekt. Kl. 10 ville den gamle have været der. Det var lykkedes at ændre aftalen til kl. 11. Godt nok havde han og Henrik ikke planlagt noget vildt -ingen af dem var til diskoteksmusik eller -belysning, men man kunne jo aldrig vide hvad aftenen ville bringe, og boremaskine og tømmermænd harmonerer bare utrolig dårligt, men nu var aftalen jo lavet.

Hul i det, tænkte han, det går sgu nok. Han ringede på. Henrik buzzede ham ind via dørtelefonen, uden at løfte røret for at høre hvem det var. Han havde en sixpack Classic i den ene hånd og 20 røde cecil i jakkelommen -hos Henrik røg man stadig indenfor.
Det var der ellers ikke mange der gjorde længere.
Hans kæreste var ligeglad, så længe det foregik i køkkenet -og køkkenet var væsentlig bedre end at skulle ned i gården eller på gaden hvert 20. minut.

Han røg egentlig ikke længere. Ikke fast ihvertfald. Altså hvis nogen spurgte. I virkeligheden røg han hver dag. Det første han gjorde, når han kom hjem fra arbejde, var at sætte sig på altanen med en smøg og en kop kaffe, og det sidste han gjorde inden han gik i seng, var at ryge igen. Han røg ikke på arbejdet. Opretholdt illusionen over for alle andre, om at han var fest-ryger, men fortalte ikke at hver dag var en fest. Ihvertfald hvad smøgerne angik.

Hans forældre havde gjort det samme. Røget i smug.
Ikke for ham, nejnej, han var på daværende tidspunkt den eneste der røg åbenlyst. Nej, de røg i smug for hinanden. Det er fandme dumt, tænkte han dengang. Hold kæft, hvor er det dumt, mand!
Nu gjorde han det selv. Arv og miljø.

I aften var der dog ingen grund til at ryge i dølgsmål, i aften var der ingen grund til at skjule noget som helst, i aften skulle den have en gevaldig en over nakken, livet skulle mærke at det blev levet sku’ det! Han tog trappen i spring, 2 trin ad gangen, til han stod, storsmilende, foran Henriks hoveddør. Krammer og dunken i ryggen og “godt at se dig” og “i lige måde, kom indenfor, næh, er det til mig, jeg sætter dem lige i vand!” -det sidste var møntet på sixpacken der altid gjorde det ud for værtinde buketten når de mødtes og altid fik samme kommentar med på vejen før de røg på køl.

Fortsættes…

Min mormors gebis

Min mormor havde gebis. Når hun tyggede tyggegummi, klaprede det om kap med hendes strikkepinde.

Min morfar tyggede skrå og sparkede engang til min mormor i søvne, fordi han drømte at han spillede fodbold. Hun fik vist nok et blåt mærke. Han grinede på den der morfaragtige måde da hun fortalte os det.

Min mormor havde en kuffert fuld af slik. Med nøgle til. Engang blev den væk, nøglen, og da vi brød kufferten op, var chokoladen helt grå af ælde, og vingummierne stenhårde.
Min morfar spiste det alligevel. Han var ligeglad. Badass.

Min mormor havde også kassevis af Anders And blade, sirligt bundtet efter årgang, med sejlgarn om. Vi gik med i kælderen, ned ad bagtrappen hen i kælderrummet, hvor der lugtede af gammelt støv og beton og jord og kælder, og valgte et bundt hver.
Oppe i stuen lå vi på maven på gulvet i en doven solstråle, med hver vores bunke Anders And, og læste og læste og læste.
Til lyden af min mormors klaprende gebis.

Min mormor var ikke så god til madlavning. Kartoflerne var altid helt kogt ud og melede, og sovsen så salt at kartoflerne flød ovenpå. Men vi fik ymer med rugbrød og puddersukker på til morgenmad når vi var på besøg. Og puddersukkermadder på franskbrød med tandsmør.
Det elsker jeg stadig.

Og når vi var på ferie på campingpladsen, nede hos Kysse-Kirsten og de andre, kom vi med til banko og vandt spegepølser eller sad i solen under parasollen og gættede hver vores krydsogtværs, min bror, min morfar og jeg.
Min mormor kogte kartofler til kartoffelmel.
Eller tog på stranden hvor jeg mindes at bølgen var brun som i Shu Bi Dua sangen hvor nogen spejler æg og ikke blå, som i sommerhuset, hvor vi brystede os af at have “Danmarks reneste badevand 10 år i træk”.
Vi var ligeglade. Vi havde spande og skovle og begravede vist min morfar der sov til middag, mens min mormor tyggede tyggegummi så gebisset klaprede.

Det var rart at være barn dengang verden bestod af udkogte kartofler og lyden af min mormors gebis og min morfars milde snorken når han sov middagslur i stolen i solen, med en avis på maven.

Og Anders And.

Noget om de voksne

Da Chernobyl nedsmeltede tilbage i midtfirserne, ville jeg ønske at nogen havde taget sig tiden til at fortælle mig hvad fanden det handlede om, for jeg hørte kun brudstykker i radioen og læste avis overskrifterne -og jeg sov ikke ret godt i meget lang tid.

Jeg kunne godt have brugt en voksen der forklarede mig hvad det var. Vi havde ikke behøvet tage derover og se det selv, men en forklaring, så jeg havde vidst hvad der var i udsigt, havde været rart.

Istedet frygtede jeg for den der atomsky og -regn, som var på vej mod Europa og som vi hele tiden hørte om.
Mest i radioen, som altid kørte i baggrunden, ligesom inde hos min mormor og morfar. Vi talte nemlig ikke rigtig om det.

Dengang i midtfirserne talte vi i det hele taget ikke så meget om hvad der rørte sig ude i verden. Måske fordi verden var væsentlig mindre dengang, end nu. Dengang bestod verden nærmest kun af Græsted -med enklaver på strategisk placerede steder i København, hvor man kunne besøge sine bedsteforældre, og tage i Rundetårn. Eller sommerhuset i Odsherred, hvor lange sommerferier blev tilbragt med at fodre myrerne i tuerne med snegle, fiske hundestejle unger med net, bygge sandslotte, klatre i træer og spise kirsebær. Varme, støvede, gyldne minder.
Til hverdag var verden ikke meget større end Græsted-Gilleleje kommune og Frederiksborg Amts Avis.

Den eneste gang jeg kan huske at politik var et samtale emne, var da Lille Lars fra Græsted kom i Folketinget, og det var ikke en gang i midtfirserne. Sikken lettelse, sagde min far, så slipper vi for ham her i kommunen.
Jeg mente nu nok at vide at det var værre at have ham siddende i tinget, hvor han trods alt kunne gøre skade i væsentlig større målestok.

 

Jeg fik ret. Sådan er det tit med børn.